OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.

Opråb: Husk vingeundersøgelsen 2017/18

Endeligt er sommeren forbi og et vaskeægte efterår står for døren. Det betyder, at både jægere og vingeundersøgelse tager hul på en ny jagtsæson. Nedlægger du trækvildt, vil vingeundersøgelsen meget gerne modtage dine vinger.

Skrevet af: Thomas Kjær Christensen, DCE, Aarhus Universitet, 31. august 2017

I sidste sæson modtog vi 14.052 vinger, og vi håber på et lignende resultat i sæsonen 2017/18. Det gælder dog om at være klar fra start, og vi håber på, at mange vil tage ’kampen op’ og deltage ved at indsende vinger fra starten af sæsonen.

Som det har været siden undersøgelsen startede i 1982, er det gratis at deltage, da vi betaler portoen. Du skal blot klippe én vinge af nedlagte fugle og sende dem til os i de specielle vingekuverter, som vi fremsender til jægere, der oplyser navn og adresse i en mail til vinger@bios.au.dk eller ved at ringe på tlf.: 87150000. Som altid trækker vi hver måned lod om en kniv for hver 1.000 vinger modtaget, og ved sæsonens afslutning er alle med i lodtrækningen om en duejagt i England med Buhls Jagtrejser og et gavekort på kr. 1.000,- fra Danmarks Jægerforbund. Jo flere vinger man indsender gennem sæsonen, jo større er vinderchancen.

Sammen med kuverterne modtager man en vejledning i, hvordan man behandler vingerne og indsender dem til Kalø. Store gåsevinger bøjes på midten, så de nemmere kan pakkes i kuverterne.

På hjemmesiden bios.au.dk/vinger kan man finde alle oplysninger om Vingeundersøgelsen og se resultater fra de seneste mange sæsoner. Her kan man også gennem sæsonen 2017/18 løbende følge med i antallet af vinger, der er blevet indsendt.

Knæk og bræk for sæsonen 2017/18.