OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 11. august 2017

Naturens Dag: Inviter lokalsamfundet med ud i naturen

Den 10. september afholdes Naturens Dag over hele landet, hvor foreninger inviterer danskerne ud for at snuse til naturen. Din jagtforening kan blive en del af arrangementet.

For de fleste jægere er naturen lige om hjørnet og måske en stor del af ens dagligdag. Men for mange danskere er der lidt længere til naturen, og mange føler sig usikre på, hvordan man egentligt bruger den. 

Til Naturens Dag 2017, som afholdes den 10. september landet over, gør Friluftsrådets medlemsorganisationer det hele lidt lettere. Her inviterer lokalforeninger nemlig danskerne ud for at opleve naturen, som foreningerne gør det.

Det er friluftsrådet og Danmarks Naturfredningsforening, der står bag Naturens Dag.

Danmarks Jægerforbund er også medlem af Friluftsrådet, og derfor kan din jagtforening vælge at afholde et arrangement for jeres lokalsamfund. Tilmelder I jer som arrangør på www.naturensdag.dk inden den 20. august, modtager I en arrangørpakke med pr-materiale, flag, drikkedunke og kasketter.

Man kan dog tilmelde sig som arrangør frem til den 9. september uden at modtage arrangørpakken. Når man er tilmeldt som arrangør, kommer arrangementet på et danmarkskort på hjemmesiden, så interesserede let kan finde frem til en. Man kan også vælge at lægge sit arrangement i Danmarks Jægerforbunds kalender her på siden via medlemsnettet.

Uanset om I vil lave et arrangement eller er interesseret i at deltage i et, kan man læse mere på Naturens Dags hjemmeside.