OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.

Jægerne hylder Søren Pind

Tidligere justitsminister Søren Pind fra Venstre modtager Danmarks Jægerforbunds Initiativpris for arbejdet med den nye knivlov.

Tekst: Torsten Lind Søndergaard
Foto: Max Steinar

- Knivsagen var en stor sag for mig, og for mit parti Venstre. Jeg er glad for, at det var muligt at indgå et så tæt og tillidsfuldt samarbejde med Danmarks Jægerforbund, og at vi sammen kunne finde på holdbare løsninger. Tak for prisen – den er jeg meget stolt over, sagde tidligere justitsminister Søren Pind fra scenen ved Danmarks Jægerforbunds repræsentantskabsmøde i Fredericia.

Søren Pind, der i dag er uddannelses- og forskningsminister, fortalte forsamlingen af jægere, at de havde grund til at være stolte af sig selv. Stolte, fordi man fra jægernes side var villige til at indgå i en forhandling med justitsministeriet, hvor ikke alle ønsker kunne blive opfyldt.

- Det kræver mod at gå på kompromis og så bagefter bakke op om det samlede resultat. Det gjorde Danmarks Jægerforbund, og den støtte har været meget påskønnet af mig og regeringen, sagde den tidligere justitsminister.

I sin tale fortalte han, at det sidste, han gjorde inden han forlod sit kontor i justitsministeriet, var, at give den nye justitsminister Søren Pape Poulsen fra det Konservative Folkeparti et godt råd:

 – Pas godt på jægerne, sagde jeg til ham. Men så skal I jægere også love mig at passe godt på ham.