OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 10. september 2016

Snoren klippet til Jagtens Hus

Lørdag d. 10. september blev Danmarks Jægerforbunds nybyggede domicil indviet, da H.K.H Prins Henrik klippede snoren til Jagtens Hus – Danmarks kraftcenter for jagt, natur og vildt.

Tekst: Anita Vognstrup og Kim Lykke Jensen
Foto: Max Steiner og Torsten Lind Søndergaard

Vejrguderne var med arrangementet, og de 350 inviterede gæster kunne i solskin overvære protektor for Danmarks Jægerforbund H.K.H Prins Henrik klippe snoren til Jagtens Hus og dermed indvie forbundets nybyggede domicil.

Jagtens Hus skal rumme mange forskellige funktioner. Der er både et videncenter, et uddannelsescenter, et forskningscenter, et udviklingscenter og et demonstrationscenter. Kort sagt et midtpunkt for alt, hvad der handler om natur, jagt, vildt, våben, hunde og mad.

Desuden det offentligt tilgængelige besøgscenter, hvor gæster fremover vil få et indblik i jagten og naturen, de vilde dyr og deres levesteder.

En glad formand
Ved den officielle åbning var der blandet andet taler ved borgmester i Syddjurs Kommune, Claus Wistoft, og formanden for Danmarks Jægerforbund, Claus Lind Christensen. 

- Det er en festdag, der markerer både et punktum og en ny begyndelse. Vi har historien i ryggen og fundamentet i orden. Vi bliver et fyrtårn for alt, hvad der har med jagt og aktiv naturforvaltning at gøre, sagde han.
 
Herefter talte den lokale borgmester, der fulgte op på formandens tale ved at kalde Jagtens Hus for et epicenter for jagten i Danmark, inden han gav ordet videre til H.K.H Prins Henrik:

- Stort tillykke til Danmarks Jægerforbund. Jeres nye hus bliver et sted, der rummer det hele. Et centrum for alle, der er interesserede i natur, jagt og ikke mindst naturbeskyttelse, som er et meget vigtigt område, sagde han, hvorefter han klippede den røde snor og erklærede Jagtens Hus for officielt åbent. 

Rundvisning og fest
Et festtelt dannede rammerne for den efterfølgende fejring, hvor gæsterne kunne nyde vådt og tørt fra bar og buffet. Herfra var der fri adgang til at opleve området og de nye bygninger, hvor medarbejderne i Danmarks Jægerforbund stod klar til at fortælle om huset og dets funktioner. 

Jagtens Hus har fået en unik placering i et område i udvikling, hvor naturen er i centrum. Området omkring Jagtens Hus og Kalø Slotsruin har ifølge Naturstyrelsen årligt omkring 150.000-200.000 besøgende. Det er målet for Danmarks Jægerforbund, at Jagtens Hus skal bidrage til denne udvikling.

I løbet af efteråret bliver der arrangeret en række åbent hus arrangementer for medlemmerne. Læs mere om disse arrangementer her