OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.

Nyt udbrud af skab på Sydsjælland

I 2015 blev der aflivet tre skabramte ræve ved Ørslev 10 kilometer nord for Vordingborg. En af den blev skudt af Kim Madsen, formand for Vordingborg og Omegns Jagtforening. Det var det første udbrud af skab på Sydsjælland i mange år. Herefter troede man at udbruddet var ovre, men for få dage siden blev der igen set skabramte ræve i området.

Tekst: Ole Eriksen, Lokalredaktør Vestsjælland
Foto: Thomas Iversen, Danmarks Jægerforbund

Opdateret 23.03.2016: Tilføjet link til Naturstyrelsens hjemmeside om ræveskab.

Kim Madsen så en af rævene på sin ejendom i Ørslev, og senere er han blevet kontaktet af flere personer, der har set ræve med skab inde i Vordingborg by. En af rævene havde taget høns, og var derefter ikke til at jage væk. Det er typisk for hårdt angrebene ræve, at de mister deres skyhed og ofte søger ind i stalde, udhuse eller lignende.

Da de har mistet deres naturlige adfærd, er der risiko for at blive bidt.

To andre syge ræve er set ved det psykiatriske hospital Oringe, der er nabo til borgterrænet ved Gåsetårnet og i et grønt område i byens sydlige udkant. Desuden er der i slutningen af sæsonen 2015–2016 nedlagt en ræv med skab ved Langebæk omkring 10 kilometer øst for Vordingborg.

– Vi må selvfølgelig ikke skyde ræve i byen, så jeg har henvendt mig til kommunen og bedt andre om at gøre det samme, hvis de skulle observere syge ræve, siger Kim Madsen.

Han understreger, at det er vigtigt at få aflivet alle syge ræve, før de eventuelt smitter hunde eller mennesker.

Forholdsregler for hund og skab

Skab forårsages af en lille mide, der lever under huden. Hunde kan få skab enten ved direkte kontakt med en ræv eller ved at gå i en rævegrav, hvor en skabramt ræv har opholdt sig. Skabmiderne forårsager betændelse og kløe i huden, herefter falder hårene ofte af. Skabangrebet ses som regel først langs kanten på ørerne samt ned ad forbenene og ved haserne.

Har hunden været i et område, hvor man har mistanke om skab, bør man omgående kontakte en dyrlæge.

Skab kan behandles med receptpligtige spot-on midler, siger Dyrlæge Kim Rasmussen, Nakskov Dyrehospital.

Midlerne er både forebyggende og helbredende. Midlet Stronghold kan bruges til avlsdyr, drægtige dyr, diegivende dyr, hvalpe/killinger fra seks ugers alderen. Efter bare et par timer kan hunden vaskes. Da hunden ofte vil have betændelse i huden, behandles som regel også med antibiotika.

Skabmidernes æg kan ikke overleve i menneskehud, men miderne kan give voldsom kløe, der minder om fnat. Skab rammer normalt ikke katte. Ligesom loppeæg kan skabmidernes æg overleve i for eksempel en hundekurv. Derfor bør man også behandle hundens kurv eller tæppe og øvrige omgivelser. I den forbindelse er det vigtigt at behandle en eventuel transportkasse, og den bil, hunden transporteres i, ligesom man ikke skal lade den skabramte hund komme i kontakt med andre hunde, eller lade andre hunde opholde sig på steder, hvor den skabramte hund har været.

Netop nu, hvor der reguleres rævehvalpe, er der ekstra grund til at være opmærksom på skab. Har den voksne ræv eller en af rævehvalpene fået skab, vil den ofte smitte resten af kuldet. Derfor er der god grund til at skyde så mange ræve som muligt.

 

Læs mere om hvordan du skal forholde dig, hvis du konstaterer en ræv med skab.