OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 15. juli 2016

Eu's dødsliste træder snart i kraft

Den 14. juli 2016 godkendte og publicerede EU-Kommissionen forbuddet mod 37 arter. 20 dage efter den dato træder 'dødslisten' i kraft. De enkelte arter er omfattet af en række regler, og SVANA er netop nu ved at lægge sidste hånd på et indberetningssystem.

Tekst: Kenneth Sletten Christensen, Danmarks Jægerforbund
Foto: Nilfanion, Wikimedia Commons

Muntjak, kinesisk uldhåndskrabbe, vaskebjørn og amerikansk skarveand er bare nogle af de 37 arter, der nu officielt får hele Europa på nakken. Kommissionen har nemlig besluttet, at arterne fremover skal være at finde på en liste over invasive arter, som alle medlemslande skal samarbejde om at få fjernet fra den europæiske natur.

10 af de 37 arter findes - så vidt vides - i Danmark.

Forbuddet træder i kraft 20 dage efter den 14. juli, hvor forbuddet blev vedtaget.

Styrelsen for Vand og Naturforvaltning, SVANA, er netop nu igang med at udvikle et indberetningssystem, så det bliver lettilgængeligt for borgere i Danmark at indberette, hvis de støder på et eksemplar af en af de uønskede arter.

Du kan se den komplette liste over arterne på SVANAs hjemmeside, hvor også indberetningsfunktionen kan findes, når den er klar.

Vær opmærksom på, at der er en række foridbestemmelser for arterne, som kan ses her.