OBS: Denne artikel er over ét år gammel, og derfor er indholdet måske ikke længere korrekt. Har du spørgsmål til indholdet, eller mener du, at vi med fordel kan skrive om emnet i en ny historie, så kontakt os på webmaster@jaegerne.dk.
Offentliggjort den: 30. april 2016

Årets Jagtforening 2016

På Danmarks Jægerforbunds repræsentantskabsmøde i Vingsted er det netop blevet afsløret, hvilken forening, der har vundet titlen og æren af Årets Jagtforening 2016. Og vinderen er: Aalborg Jægerklub fra kreds 1.

Tekst: Elsebeth Braüner, Danmarks Jægerforbund
Foto: Max Steinar, Danmarks Jægerforbund

Årets Jagtforening 2016 er fundet på en lidt anden måde end tidligere, idet nomineringen skete på baggrund af medlemstal. De 5 foreninger i hver kreds, der over de sidste 3 år har haft den største, nominelle medlemsfremgang, fik således en invitation til at deltage i konkurrencen. Foreningerne blev bedt om at svare på 3 spørgsmål, om hvad foreningen gør for at rekruttere og fastholde medlemmer, samt hvilke aktiviteter foreningen tilbyder sine medlemmer.

Et bedømmelsesudvalg i hver af kredsene valgte herefter en kredsvinder, som blev kåret på de respektive kredsmøder.

De 8 kredsvindere blev herefter præsenteret på hjemmesiden, hvorefter medlemmer af DJ havde mulighed for at stemme via hjemmesiden. De tre foreninger, der fik flest stemmer var:

  1. Aalborg Jægerklub (kreds 1) - 39,7% af stemmerne.
  2. Svindinge Jagtforening (kreds 5) – 35,5% af stemmerne.
  3. Fur Jagtforening (kreds 2) – 24,8% af stemmerne.

Leif Bach, medlem af hovedbestyrelsen og formand for medlems- og rekrutteringsudvalget påpeger, at Aalborg Jægerklub tilbyder mange aktiviteter til deres medlemmer og nye potentielle medlemmer. ”Der er ingen tvivl om, at det er med til både at tiltrække nye og fastholde eksisterende medlemmer”, siger Leif bach.

Formanden for Aalborg Jægerklub, Ole Kiefert Møller Thomsen takker for hæderen og siger om foreningen: 

- Aktiviteter og samarbejde er et par hovedtemaer, der går igen i Aalborg Jægerklubs virke. Vi tror, at vores høje aktivitetsniveau, tilbud om jagt og specielt vores ny-jægerarbejde gør, at Aalborg Jægerklub er en attraktiv forening.

Vinderen af Årets Jagtforening 2016 løber ud over æren med en kontant håndsrækning på 25.000 kr. og en tøjpræmie på 10.000 kr.

Blandt de, der har stemt på Årets Jagtforening 2016, er der trukket lod om et gavekort på 1.000 kr. til Jaguar Gruppen. Vinderen blev Rasmus Nicolaisen fra Aarhus, som får direkte besked fra os. Tillykke!