Valg i kreds 5
I 2026 er det valgår i Danmarks Jægerforbund. På denne side kan du følge med i hvem, der er på valg i din kreds. Alle kandidater har mulighed for at præsenterer sig selv på denne side, hvis det ønskes.
Dagsordenen til det ordinære årsmøde offentliggøres på DJ’s hjemmeside senest to uger før årsmødet. Her vil alle indkomne forslag samt navnene på kandidater til hovedbestyrelsen, HB-suppleant og kredsformand fremgå.
Alle kandidater har mulighed for at præsentere sig her på siden.
- Lars Udengaard, genopstiller til hovedbestyrelsen.
- Jacob Foged opstiller som HB-suppleant
- Bo Kristensen opstiller som kredsformand.
Kandidatpræsentation Lars Udengaard
En stærk fremtid – sammen
Jeg har haft stor glæde af at deltage i jægerrådenes årsmøder og opleve gode og konstruktive debatter. Jeg har mødt opbakning og enighed om mit kandidatur til at fortsætte i hovedbestyrelsen, og den tillid er jeg meget taknemmelig for.
Den kommende periode skal handle om at føre de beslutninger, vi allerede har truffet, ud i livet – med det fælles formål at skabe de bedst mulige vilkår for jægerne og styrke samarbejdet om jagten, vildtet og naturen.
Vi skal bevare det, der fungerer, og samtidig udvikle nyt. Det kræver både mod og vilje til at gennemføre nødvendige forandringer.
Mine erfaringer
Jeg har været valgt til hovedbestyrelsen siden 2022, og der er nået meget i perioden. Det meste har været relevant, nyttigt og udviklende, men har også stået over for udfordringer, som har krævet en ekstra indsats og et tæt samarbejde.
Jeg oplever et stort potentiale i vores fælles organisation, og i den kommende periode ser jeg især behov for mere handling og fremdrift i de beslutninger, vi allerede har truffet. Vi skal omsætte rammer, strategier og strukturer til konkrete resultater for jægerne.
En styrket organisationsstruktur
Vi har vedtaget en ny udvalgsstruktur med tre overordnede udvalg:
- Jagt, vildt og natur - Medlemmer og organisation - De mange aktiviteter.
Der er sket en tydelig delegering af indflydelse, opgaver og ansvar, som favner organisationen bredere. Det styrker vores demokrati og giver flere frivillige mulighed for at få reel indflydelse, tage ansvar og bidrage aktivt til det fælles arbejde.
I den kommende periode skal vi fortsætte arbejdet med at aktivere endnu flere frivillige kræfter, så vi sammen kan løfte de opgaver, fremtiden stiller os overfor. Det bliver ikke uden udfordringer, men med fælles retning og beslutsomhed kan vi nå i mål.
Vores fælles vision og strategi
I centrum for vores arbejde står visionen God jagt i generationer, som vi indfrier gennem to strategiske mål:
- Vi bevarer og udvikler mulighederne for bæredygtig jagt i Danmark
- Vi styrker jægernes indflydelse gennem en velfungerende medlemsorganisation
Disse mål kræver særlig opmærksomhed, hvis vi fortsat skal kunne påvirke de forandringer, vi står overfor, og sikre de bedst mulige vilkår for jægerne.
Målene skal understøttes i hele organisationen – fra jagtforeninger, jægerråd og kredse til udvalg, hovedbestyrelse, repræsentantskab og et kompetent, understøttende sekretariat.
For mig bliver en særlig prioritet i den kommende periode at sikre, at arbejdet med bæredygtig jagt og medlemsorganisationen i højere grad kobles til konkrete, lokale initiativer samt en tydelig lokalpolitisk indsats og målbare resultater til gavn for jægerne.
Min tilgang og tilgængelighed
Som medlem af hovedbestyrelsen vil jeg fortsat være tilgængelig for dialog og lytte til input fra hele organisationen. Jeg vil arbejde for åbenhed og for, at viden og erfaringer deles på tværs – og især for, at erfaringerne fra dem, der er tættest på medlemmerne og jægerne, inddrages aktivt: jagtforeninger, jægerråd og kredse.
Jeres indsigt er afgørende, når vi sammen skal forme fremtiden for jægerne og jagten.
Vejen frem
Vi har brug for alle de kræfter, vi kan mønstre, for at håndtere de store udfordringer, vi står overfor – ikke mindst et øget pres på jagten og et vigende medlemstal.
Det kræver, at vi står sammen om de store dagsordener og tør prioritere vores fælles indsats frem for at bruge kræfterne på mindre enkeltsager.
Involvering, delegering og frisætning er oplagte veje frem – uden at vi mister vores fælles fundament. Derved kan vi skabe en fremtid, hvor jagten trives, naturen beskyttes, og fællesskabet står endnu stærkere – både lokalt og nationalt.
Det vil jeg arbejde for de kommende fire år, hvis jeg bliver valgt på kredsens årsmøde.