Vær med til at sikre jagtens stemme lokalt
Vil du have jagten og jægerne længere op på dagsordenen i dit lokalområde, og har du lyst til at blive en del af et lokalt netværk med politisk indflydelse? Så kom med til årsmøde i dit lokale friluftsråd.
Som jæger har du en særlig viden om naturen, vildtet og den praktiske forvaltning af landskabet. Netop den viden er vigtig rundt omkring i Danmarks lokale friluftsråd, hvor beslutninger om adgang, faciliteter, nye naturområder og hensyn mellem forskellige brugergrupper bliver drøftet.
Friluftsrådet er en paraplyorganisation for mere end 80 landsdækkende friluftsorganisationer - heriblandt Danmarks Jægerforbund. Organisationen arbejder for gode rammer for friluftsliv og naturadgang i hele Danmark, og består af 23 lokale råd med omkring 170 frivillige, der arbejder for friluftslivet i landets 98 kommuner. Som jæger kan du blive en del af dette arbejde og være med til at sætte jagt, naturforvaltning og ansvarligt friluftsliv på den kommunale dagsorden.
Jægere er en vigtig stemme i friluftslivet
Friluftsrådet står over for en stor opgave i de kommende år. Nye naturområder skal etableres gennem de lokale treparter, og der skal findes gode løsninger, hvor friluftsliv, naturbeskyttelse og jagt kan sameksistere.
Her er det afgørende, at jægere er repræsenteret. Jagt er en aktiv og lovreguleret del af friluftslivet, og jægere bidrager allerede i dag med naturpleje, vildtforvaltning, dataindsamling og lokalt engagement. Den erfaring skal også være til stede, når beslutninger træffes lokalt.
Når jægere deltager aktivt i friluftsrådene, styrker det både jagten og friluftslivet:
- Jægere kan sikre, at jagt tænkes med, når der planlægges nye naturområder og adgangsforhold
- Jægere kan bidrage til konstruktiv dialog mellem forskellige brugergrupper i naturen
- Jægere får mulighed for at påvirke lokale prioriteringer og projekter
- Repræsentation i friluftsrådet giver adgang til videre engagement i lokale grønne råd og hjortevildtgrupper, hvor der træffes vigtige beslutninger om natur- og vildtforvaltning
Jo flere jægere, der deltager, desto stærkere står jagtens sag lokalt.
Kom til årsmøde i det lokale råd
I de kommende måneder afholder de lokale friluftsråd årsmøder. Her er der valg til bestyrelserne og mulighed for at engagere sig i temagrupper. Du er også velkommen til blot at møde op, lytte og bidrage med dine perspektiver – uden at forpligte dig fra start.
For at kunne stemme eller stille op til bestyrelsen skal du være medlem af en lokal forening under Friluftsrådets medlemsorganisationer, og da Danmarks Jægerforbund er medlem af det landsdækkende Friluftsråd, er du som DJ-medlem opstillingsberettiget.
Når jægere engagerer sig lokalt, er det ikke kun jagtens interesser, der styrkes. Det er også en investering i bedre natur, bedre dialog og mere balancerede løsninger for alle, der bruger naturen. Danmarks Jægerforbund opfordrer derfor flere jægere til at tage del i arbejdet i de lokale friluftsråd – for naturen, for jagten og for fremtidens friluftsliv.
Find dato og sted for årsmødet i dit lokale friluftsråd her.