Vægtdata – sæsonen er slut
Sådan – godt gået! Endnu flere vægtdata er blevet indsamlet i denne sæson sammenlignet med den foregående, og det er virkelig positivt. Det viser, at jægerne forstår og tager ansvar for at følge ændernes tilstand gennem jagtsæsonen. Ingen jæger ønsker at bedrive en jagt, der skader en bestand.
Jagten sluttede den 31. januar for de jagtbare dykænder, og det samme gælder for de jagtbare svømmeænder på fiskeriterritoriet. I sæsonen 2025/2026 har der i Danmarks Jægerforbund været et særligt fokus på at indsamle vægtdata for edderfugl og svømmeænder.
- Læs også: Husk at veje dine ænder og edderfugle
Fortsæt det gode arbejde
Indtil videre er der indsamlet vægtdata for mere end 4.000 individer af edderfugl og svømmeænder. Allerede nu kan vi konkludere, at der er sket en markant fremgang i jægernes registreringer – især for svømmeænderne. Indsamlingen af vægtdata for svømmeænder begyndte i sæsonen 2023/2024, hvor der blev registreret vægt for ca. 250 individer. Så der er sket en markant tilslutning til indsatsen siden, det er så flot!
Mere vægtdata på edderfugl, tak
For edderfuglene er der i skrivende stund indsamlet vægtdata for 316 individer. Det er desværre færre end tidligere år, og derfor skal der lyde en stor opfordring til alle edderfuglejægere: vej og indtast vægten på de fugle, I nedlægger. Jo flere registreringer, desto større sikkerhed har vi for at kunne drage generelle og retvisende konklusioner.
Du kan nå det endnu
At jægerne fortsat, og i stigende grad, støtter op om bestandsovervågningen, er en rigtig god nyhed. Der skal lyde en stor ros til alle, der allerede har bidraget. Et af argumenterne imod jagt er, at den påvirker fuglenes kondition. Derfor er det særligt vigtigt at få vægtdata fra den sidste del af sæsonen.
Hvis du som jæger har nedlagt svømmeænder (på fiskeriterritoriet) eller edderfugle i de sidste dage af sæsonen, så kan du stadig nå at få dem vejet og registreret. Hver eneste fugl giver værdifuld viden om, hvordan bestandene klarer sig, og dermed om grundlaget for jagten.
Vi vil også gerne have vingerne
Danmark har en stolt tradition for indsamling af vinger fra blandt andet vandfugle, en praksis der går tilbage til 1970’erne. Mange lande ser med misundelse på vores lange og solide datasæt fra vingeundersøgelsen. Derfor håber vi, at danske jægere fortsat vil indsende vinger til undersøgelse. Har du overskud, når du har vejet dine ænder, så klip endelig vingen af og send den til Aarhus Universitet, som står for analysen. På Aarhus Universitets hjemmeside kan du rekvirere kuverter/labels og finde placeringen af frysere til indlevering.
Vi er dybt taknemmelige for al den viden, I hjælper med at indsamle. På den måde tager jægerne ansvar og bidrager til en forvaltning, der tager afsæt i den ”virkelige verden”.
Knæk og bræk!