Søg midler i DJ Puljen 2026
Har din forening et projekt, der kan støttes af DJ Puljen? Så har du mulighed for at søge en andel af de 1 million kroner, der er afsat i 2026. Ansøgningsfristen er den 13. april 2026.
Danmarks Jægerforbund har i 2026 afsat 1 million kroner til støtte for lokale projekter, kurser i DJ-regi samt aktiviteter for junior- og nyjægere. Midlerne fordeles mellem kredsene efter medlemstal.
Puljens formål er at styrke fællesskabet i jagtforeningerne og at støtte arbejdet med at udvikle det gode jægerhåndværk. Der kan ydes støtte til blandt andet:
- indkøb af materiel til anlæg og renovering
- biotoppleje og tilsvarende projekter
- kurser i Danmarks Jægerforbunds regi
- aktiviteter for junior- og nyjægere
Der ydes ikke tilskud til løbende drift eller almindelige, tilbagevendende aktiviteter. Puljen kan søges af foreninger tilsluttet Danmarks Jægerforbund, sammenslutninger af sådanne foreninger, jægerråd samt kredse. Der er én årlig ansøgningsrunde med frist den 13. april 2026. Ansøgninger om tilskud til kurser i DJ-regi behandles dog løbende.