Offentliggjort den: 19. marts 2026

Skovens Dag inviterer naturinteresserede ud i nye skove

Lørdag den 21. marts åbner Naturstyrelsen og Klimaskovfonden dørene til ti nye skove landet over. Her venter naturoplevelser, aktiviteter og ny viden for alle med interesse for vildt og naturforvaltning.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen
Foto: Pressefoto, Naturstyrelsen

Når foråret melder sin ankomst, markeres den internationale Skovens Dag på lørdag den 21. marts med arrangementer i hele landet. Naturstyrelsen inviterer i samarbejde med Klimaskovfonden danskerne ud i ti af landets nyere skove, hvor der er lagt op til både oplevelser og læring i naturen.

De deltagende skove er alle etableret inden for de seneste 35 år, og besøgende kan blandt andet komme med på guidede ture, der giver indsigt i skovenes udvikling samt dyre- og plantelivet.

For eksempelvis jægere er det en oplagt mulighed for at få et indblik i, hvordan nye skovområder over tid udvikler sig til levesteder for vildt – og hvordan naturplejeindsatser kan være med til at styrke biodiversiteten.

Oplevelser og aktiviteter for alle

Skovens Dag byder på en bred vifte af aktiviteter for både børn og voksne. Deltagerne kan prøve kræfter med naturbingo, bygge fuglekasser eller skabe levesteder for smådyr.

Der vil også være mulighed for at lave såkaldte “dyremagneter”, der kan tiltrække skovens dyr. Fælles for alle arrangementer er desuden bålhygge, hvor der serveres forskellige former for mad og drikke – blandt andet varm kakao og bålpandekager.

Nye skove giver nye muligheder

Skovens Dag sætter samtidig fokus på den massive skovrejsning, der i disse år finder sted i Danmark. I regi af Grøn Trepart arbejder Naturstyrelsen på at etablere 20.000 hektar ny statsskov – et areal svarende til Møn.

Ifølge vicedirektør Mads Jensen er der god grund til allerede nu at besøge de nye skove:

- Selvom skovene er nye, er der ingen grund til at vente med at besøge dem – de byder på oplevelser allerede fra dag ét. Derfor vil jeg gerne opfordre danskerne til at tage familien eller vennerne under armen og lære skovene bedre at kende, deltage i sjove og lærerige aktiviteter eller være naturplejer for en dag. Der er masser af muligheder derude, siger han.

Mange af de nye statsskove vil med tiden blive udlagt som urørt skov, hvor naturen i vid udstrækning får lov til at udvikle sig frit. Det vil skabe flere og bedre levesteder for både dyr og planter.

Skovenes betydning vokser

I dag dækker skov cirka 15 procent af Danmarks areal, men ambitionen er at øge skovarealet markant frem mod 2045. I alt skal der etableres 250.000 hektar ny skov.

De nye skove skal ikke kun gavne biodiversiteten, men også bidrage til bedre klima, renere drikkevand og flere naturoplevelser tæt på, hvor danskerne bor.

Skovens Dag giver dermed en oplagt anledning til at opleve udviklingen på nært hold – og for jægere en mulighed for at følge, hvordan fremtidens vildtlandskaber tager form allerede nu.

Find en oversigt over, hvor Naturstyrelsen og Klimaskovfonden inviterer til Skovens Dag samt mere info om de enkelte arrangementer. Klik her.