Sikavildtets historie i Danmark

De første stykker sikavildt blev udsat i Danmark i år 1900. Det skete i den dengang 35 hektar store dyrehave på det sjællandske gods Svenstrup. I de efterfølgende årtier blev der etableret en lang række andre nye bestande, både i dyrehaver og på fri vildtbane. Grundlaget for disse bestande var dels avlsdyr fra Svenstrup – og efterhånden også flere andre godser – og dels importerede dyr fra den tyske dyrehandler Hagenbeck i Hamborg, der havde specialiseret sig i at hjemtage vilde dyr af alle slags og fra hele verden, som blev videresolgt til dyreparker og zoologiske haver.

I løbet af de første årtier af 1900-tallet kom der blandt andet sikabestande på godserne Frijsenborg, Overgård og Katholm i Jylland, på Ravnholt på Fyn, på Brattingsborg på Samsø samt ikke mindst på en række godser øst for Storebælt såsom Knuthenborg, Klintholm, Store Frederikslund, Gunderslevholm og Oreby. Også de store og endnu eksisterende bestande på kongehusets revirer i henholdsvis Jægersborg Dyrehave og i Gribskov er grundlagt i denne periode.

Sikavildtet i Europa

Med denne intense interesse for sikavildt fulgte Danmark trop med resten af Europa, hvor man netop i årene omkring århundredeskiftet fik øjnene op for den eksotiske art, som driftige dyrehandlere som Hagenbeck hentede hjem fra især Japan, men også fra det asiatiske fastland, hvor sikaen især findes i den østligste del af Kina og på Korea-halvøen.

De første europæiske udsætninger skete allerede i 1860'erne i England og Irland, men det var især i årtierne omkring år 1900, at udsætningerne tog fart, således at der i dag også findes sikabestande i Rusland, Polen, Tyskland, Frankrig, Schweiz, Østrig, og Tjekkiet – og for den sags skyld også i Australien, New Zealand, USA og på Mauritius. Dyrene blev fremskaffet gennem import fra sikaens asiatiske levesteder kombineret med en livlig indbyrdes handel mellem zoologiske haver, dyrehaver og godser med fritstående bestande, der alle typisk hurtigt havde stort held med at få deres nye sikabestande til at formere sig. Den første danske bestand på Svenstrup Gods er et godt eksempel på dette. Fra udsætningen af nogle ganske få sikaer i 1900 og frem til godsets dyrehave blev nedlagt i 1948 blev der – ud over en afskydning på over 500 dyr – i alt indfanget 99 sikaer, der blev solgt levende til etablering af nye bestande rundt omkring i landet.

På fri vildtbane

Blandt de mange forsøg, der er gjort i Danmark med udsætning af sikavildt, er der mindst 15, der er foretaget på fri vildtbane, og således uden dyrehavernes beskyttende hegn. Disse udsætninger skete altid på godser med så store jordtilliggender, at man kunne være nogenlunde sikre på, at de dyrt indkøbte dyr ikke blev skudt i skellet til naboen dagen efter, at de var sluppet fri. Hvis forholdene var til det – og det var de som regel, for sikaen er en meget nøjsom og hårdfør art – faldt de udsatte bestande ofte godt til på deres nye levesteder. Flere af disse fritstående bestande blev også hurtigt store. Bestanden på Frijsenborg talte allerede i 1930'erne 150 dyr, og i dag er det den største fritstående bestand i Danmark. Også bestanden på Katholm på Djursland, der blev grundlagt med en hjort og to hinder fra Svenstrup i 1918, voksede hurtigt til. Allerede i 1925 var bestanden så stor, at man kunne begynde at høste af dens overskud.

En hjemmefødning

Det er ganske tankevækkede, at de to stærke sikabestande ved Frijsenborg og på Djursland står i præcis samme geografiske område, som i begyndelsen af 1900-tallet rummede de allersidste rester af den jyske kronvildtbestand.

På samme tidspunkt som kronvildtet tog afsæt til springet vestpå til de nyanlagte plantager, var sikavildtet således næsten lige så udbredt som kronvildtet i Østjylland, hvor der, ud over bestandene på Katholm og på Frijsenborg, også stod større sikavildtbestande på godserne Mejlgård, Overgård og Sophiendal.

Derved skulle man mene, at sikavildtets muligheder for at vandre vesterud var lige så gode som kronvildtets, og at sikaerne endog havde den fordel, at deres mere diskrete adfærd gjorde dem mindre sårbare over for menneskelig efterstræbelse. Men på det punkt skiltes de to arters veje. Hvor kronvildtets udprægede vandrelyst gjorde, at denne art hurtigt spredte sig til nye levesteder, er sikavildtet udprægede hjemmefødninger. De kan sprede sig til naboskove, når bestanden vokser til, men de vandrer kun yderst sjældent videre til mere fjerntliggende lokaliteter.

Sikavildt og kronvildt

Havde sikavildtet haft den samme vandrelyst som det zoologisk set ret nærtbeslægtede kronvildt, havde arten haft alle muligheder for at erobre det danske landkort. Et århundredes erfaringer med fritstående sikabestande i Danmark fortæller os i hvert fald, at arten trives fortrinligt i den danske natur. Men erfaringer fra mere end 100 år med sikavildt i Danmark har vist os, at man ikke behøver at frygte en ukontrolleret spredning af denne art i den danske natur.

Tilsvarende har erfaringerne fra Danmark også vist, at krydsninger mellem kronvildt og sikavildt, som er et stort problem på de britiske øer, ikke finder sted herhjemme. For på trods af, at kronvildt og sikavildt har levet side om side på flere danske distrikter gennem 100 år, har man endnu ikke ét eneste eksempel på, at der er sket krydsninger mellem de to arter.

Årsagen til denne forskel ligger antageligvis i, at den britiske bestand bygger på andre underarter af sikavildt end de dyr, der blev udsat i Danmark.

Dette underbygges af erfaringer fra andre nordeuropæiske bestande, hvor avlsmaterialet har været det samme som i Danmark. Nyere tysk gen-forskning har ud fra et meget stort antal vævsprøver fra sikaer i samtlige tyske og østrigske bestande således ikke kunnet påvise forekomsten af én eneste hybrid mellem kronvildt og sikavildt i de to lande.