Offentliggjort den: 13. februar 2026

Seneste nyt om distribution af Jæger

Hvordan er det gået, siden DAO overtog distributionen af magasinet Jæger? Det spørgsmål giver vi svarene på her.

Tekst: Joan Brønnum Kvist
Foto: Jacob Munkholm Jensen

I disse dage er aviserne fyldte med artikler om, hvordan det går, efter DAO har overtaget al distribution af breve, efter Post Nord stoppede med håndtering af postforsendelser med udgangen af december 2025.
Et fællestræk i mange af artiklerne er en kritik af, at leveringssikkerheden er blevet mindre, eller at der går flere dage før forsendelsen lander hos den rette modtager.

Den udvikling kan vi også genkende i Danmarks Jægerforbund. Efter vi i en årrække har udsendt magasinet Jæger med Post Nord og været begunstiget med ganske få reklamationer efter hver udsendelse, har vi, siden Jæger nr. 1/2026 udkom, måttet håndtere godt 300 reklamationer. Hertil kommer de medlemmer, der blot ringer ind og fortæller, at deres magasiner er leveret andre steder end i postkassen.

- Heldigvis har vi været velforberedte på flere reklamationer, og vi har kun oplevet en stor forståelse fra medlemmer, der har kontaktet os. Det vil vi gerne takke for, fortæller Birgitte og Naja, der sidder ved telefonen i Medlemsservice.

- Vi er altid klar til at hjælpe med at få sendt et nye magasin afsted, så det er vigtigt, at vores medlemmer kontakter os, hvis deres magasin udebliver. Vi vil gerne have reklamationen inden for de første 30 dage efter det forventede leveringstidspunkt, da det er den tidshorisont, som DAO har sat for efterudsendelse.

Når vi modtager en reklamation, eftersendes et magasin. Samtidig bliver DAO informeret om den manglende levering, så de på sigt har en mulighed for at følge med i leveringssikkerheden og arbejde med at kvalitetssikre den.

Information om Jæger nr. 2

Næste nummer af Jæger omdeles fra 3. marts til og med 8. marts 2026. Hvis du ikke modtager Jæger senest den 8. marts hører vi gerne fra dig, så vi kan afhjælpe dit problem. Du kan reklamere på følgende måder:

Via mail: Send en mail til Medlemsservice på medl@jaegerne.dk. I mailen skal du skrive:

  • Navn
  • Medlemsnummer
  • Adresse
  • Telefonnummer
  • Evt. bemærkninger omkring reklamationen.

Via sms: Send en sms til 1919.

  • Start din sms med at skrive ordet Jæger og så et mellemrum
  • Skriv derefter i din sms: Mangler blad nr. ? (skriv det blad du mangler) – samt dit navn, adresse og medlemsnummer.
  • Du modtager en retur-sms som kvittering
  • Medlemsservice modtager din besked og sender derpå Jæger afsted med posten
  • Det koster kun almindelig sms-takst at sende.

Via telefon: Alternativt kan du ringe ind til os på tlf. 88 88 75 00 - husk at have dit medlemsnummer klar.