Jagtsæsonen er gået på hæld og nu skal tænderne indsendes
Hjælp med at danne et overblik over de danske kronhjorte ved at indsende tænder fra sæsonens nedlagte kronhjorte ældre end spidshjorte til Danmarks Jægerforbund. Deadline er lige om lidt - nemlig den 20. marts. Samtidig får du selv alderen oplyst på din hjort.
Det er nu tid til at sende tænder ind fra den netop afsluttede jagtsæson på kronhjorte. Materialet skal være modtaget i Jagtens Hus senest den 20. marts, hvis du vil kende alderen på din kronhjort. Alle der indleverer tænder får en individuel tilbagemelding med aldersestimatet, når resultatet foreligger i løbet af sensommeren. Mangler du kuverter til indsendelse, så kan de rekvireres ved henvendelse til post@jaegerne.dk.
Du kan også se en film om, hvordan du lettest får tænderne ud af hjortens undermund og sendt ind herunder:
Siden jagtsæsonen 2016 har Danmarks Jægerforbund indsamlet tænder fra kronhjorte for at få et større kendskab til kronhjortebestandenes sammensætning.
Vi ved desværre stadig for lidt om sammensætningen af det danske hjortevildt, derfor er formålet med indsamlingen at få mere viden så forvaltningen kan ske på det bedst mulige grundlag.
Det har hidtil været en stor udfordring, at der nedlægges for få hundyr og kalve, og at der generelt er for få modne hjorte i landets bestande. En ældre hjort forstås ved en alder på minimum 8 år. Det er først ved den alder, at hjortene for alvor har konsolideret deres styrke. I 2017 blev der derfor indført en kraftig minimering af jagten på hjorte større end spidshjort.
For at overvåge effekten af disse ændringer blev det besluttet at monitere kronhjorteudbyttet via en frivillig indsamling af materiale om de nedlagte hjorte. Det vigtigste element var en aldersvurdering af hver enkelt hjort ved hjælp af tandsnitsmetoden.