Offentliggjort den: 10. april 2026

Korrekt anvendelse af natsigte kræver den rette tilladelse

Når du har en tilladelse til optisk-elektroniske sigtemidler til regulering af mårhund og vaskebjørn, jagt i udlandet eller rottebekæmpelse, skal du være opmærksom på, at du ikke må anvende sigtet til andre formål.

Tekst: Jonas Harboe Jensen
Foto: Søren Vendelbo

Hvis du vælger at anvende dit optisk-elektroniske sigte til andet, end hvad der fremgår af din tilladelse, kan du risikere at blive sigtet for ulovlig anvendelse. Det vil medføre en bøde og i værste fald have indflydelse på din vandelsgodkendelse – altså dit samtykke til jagttegn.

Anvend kun sigtet i forhold til tilladelsen

Ved ansøgning om tilladelse til optisk-elektroniske sigtemidler på politiets hjemmeside er der ikke mulighed for at afkrydse flere anvendelsesformål i samme blanket.

Hvis du for eksempel har en tilladelse, hvoraf det fremgår, at sigtet må anvendes til regulering af mårhund og vaskebjørn, kan det ikke lovligt anvendes til rottebekæmpelse.

Så hvad skal du så gøre, hvis du skal anvende sigtet til flere formål?

Hvis du ønsker at anvende det optisk-elektroniske sigte til flere formål, har du i forbindelse med ansøgningen mulighed for at udfylde et fritekstfelt. Her kan du angive alle de formål, du ønsker at anvende sigtet til. Hvis du allerede har tilladelse til ét formål, og der senere opstår behov for at anvende til andet formål, skal du søge en ny tilladelse, hvor du angiver det nye formål i ansøgningen.

Kun i overensstemmelse med gældende lovgivning

Du skal dog være opmærksom på, at sigtet naturligvis kun må anvendes i overensstemmelse med gældende lovgivning, og at der ikke kan gives tilladelse til anvendelse, som ligger uden for lovens rammer – heller ikke selv om det angives i fritekstfeltet.

Hvis du skal anvende sigtet til regulering af ulv i henhold til en gyldigt udstedt reguleringstilladelse, ansøges tilladelsen på samme måde. Her skal du være opmærksom på, at reguleringstilladelsen skal vedhæftes din ansøgning. Denne tilladelse giver kun mulighed for at anvende sigtet til dette formål i den periode, hvor reguleringstilladelsen er gyldig.