Jæger sigtet for at skyde ulv ved Oksbøl
En 73-årig mand er blevet sigtet for overtrædelse af jagtloven efter at have skudt en ulv i et skovområde ved Oksbøl. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet modtog lørdag aften en anmeldelse fra Naturstyrelsen om, at ulven var blevet skudt tidligere på dagen. Ifølge politiet skete episoden i forbindelse med eftersøgningen af påkørt vildt, som skulle aflives. Under eftersøgningen dukkede en ulv op og trak det sårede dyr ind i et skovområde. En jæger, der var tilkaldt for at aflive det påkørte dyr, skød herefter både det påkørte dyr og ulven.
Politiet oplyser, at ulven ikke umiddelbart var til fare for mennesker. Ulve er som udgangspunkt fredede i Danmark og må kun skydes, hvis de vurderes som en såkaldt problemulv og myndighederne har givet tilladelse.
Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker nu sagen og har foreløbig ikke yderligere oplysninger.
Naturstyrelsen bekræfter over for Ritzau, at man har politianmeldt episoden.
Kun én ulv er hidtil blevet lovligt nedlagt i Danmark. Det skete i januar i Klosterheden Plantage i Vestjylland, hvor en ulv blev skudt inden for et ulvesikret hegn. For nylig er der dog givet mulighed for at skyde ulve i området omkring Oksbøl og Blåvand efter flere episoder, hvor ulve er kommet tæt på mennesker.
Danmarks Jægerforbund følger den konkrete sag nøje.