Offentliggjort den: 27. februar 2026

Hvad betyder valget for jagt og vildtforvaltning?

Der er udskrevet folketingsvalg til den 24. marts. Indtil en ny regering er dannet, fungerer regeringen som forretningsministerium. Her er overblikket over, hvad det betyder for revision af jagttider, bekendtgørelser og den daglige forvaltning på jagt- og vildtområdet.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen
Foto: Niels Søndergaard

Når der udskrives valg, træder Danmark ind i en forretningsministerperiode. Regeringen fortsætter formelt, men skal i denne periode primært varetage den daglige drift og udvise politisk tilbageholdenhed, indtil en ny regering er dannet.

Det betyder det først og fremmest, at det politiske lovarbejde går i stå. Også det arbejde, der vedrører jagt- og vildtforvaltningen. Alle lovforslag, der ikke er vedtaget før Folketingets opløsning, bortfalder automatisk – uanset hvor langt de er i processen. Hvis forslagene ønskes gennemført efter valget, skal de fremsættes igen og behandles fra begyndelsen. Eventuelle større ændringer i eksempelvis jagtloven eller vildtforvaltningsloven vil derfor blive forsinket.

Som bekendt afleverede Vildtforvaltningsrådet i januar sin indstilling til revision af jagttider til minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus. Men med det netop udskrevne folketingsvalg kan vi ikke forvente en afgørelse i sagen før efter at en ny regering er dannet.

Bekendtgørelser kan udstedes – men med tilbageholdenhed

Bekendtgørelser udstedes med hjemmel i gældende lov og kræver ikke behandling i Folketinget. Juridisk kan ministeren derfor godt gennemføre ændringer, herunder på områder som jagttider, regulering og administrative bestemmelser.

I praksis gælder dog en klar norm om politisk tilbageholdenhed. Ministeriet vil som udgangspunkt kun gennemføre ændringer, der er nødvendige for driften, herunder:

  • tekniske eller administrative justeringer
  • mindre fristtilpasninger eller præciseringer
  • implementering af allerede vedtagne EU-forpligtelser

Derimod vil politisk følsomme eller principielle ændringer – for eksempel markante ændringer i jagttider, nye reguleringsordninger eller større omlægninger af forvaltningen – normalt blive udskudt til efter valget.

Arbejdet fortsætter administrativt

Selv om nye politiske beslutninger ofte sættes på pause, fortsætter det administrative arbejde i ministeriet. Høringsprocesser kan gennemføres, og der kan arbejdes videre med analyser, faglige vurderinger og forberedende udkast. Det betyder, at sager kan være klar til beslutning, når en ny regering er på plads, men at afgørelser med politisk rækkevidde typisk afventer.

Valgperioden påvirker ikke den almindelige myndighedsudøvelse. Det betyder, at:

  • regulering af skadevoldende vildt fortsætter som hidtil
  • dispensationer og tilladelser behandles løbende
  • den daglige administration og sagsbehandling kører videre

Kort sagt: I perioden frem til valget den 24. marts – og indtil en ny regering er dannet – går det politiske lovarbejde i stå. Den administrative forvaltning fortsætter, men med tydelig politisk forsigtighed i forhold til nye og principielle initiativer.