Forstyrrelsesdebatten forstyrres af anekdoter og ensidighed

Forstyrrelse af trækvildt fyldte en del af programmet på årets DCE Aarhus Universitets-temadag. Desværre var tilgangen præget af en forsimplet vinkel, hvor jagt stort set blev fremstillet som den eneste relevante forstyrrelsesfaktor. Det gav en skæv debat og forhindrede også den brede og faglige drøftelse, som emnet fortjener.

Alle jægere ved, at jagt naturligt medfører forstyrrelse. Det er hverken kontroversielt eller ny viden. Men forvaltning handler om at kigge på bestande, ikke på individer, derfor må diskussionen om forstyrrelse også løftes op på bestandsniveau. Skal vi sikre et konstruktivt afsæt for fremtidig forskning, jagt og regulering, kræver det et objektivt grundlag fri for partsindlæg og enkelthistorier. Og ikke mindst kræver det, at vi undersøger alle forstyrrelseskilder, ikke kun de jagtlige.

Forskning peger ikke på jagten

Debatten om jagtens påvirkning af fuglelivet dukker jævnligt op, senest med gentagne påstande fra blandt andre Dansk Ornitologisk Forening (DOF) om, at motorbådsjagt presser f.eks. havdykænderne så meget, at de mister adgang til føde. Men disse udsagn står i skarp kontrast til den forskning og de data, der faktisk foreligger.

Miljøstyrelsens analyser af fløjlsand og havlit (Petersen m.fl. 2019) har tidligere vist, at fuglene, der overvintrer i danske farvande, generelt er i god kondition. Havlit og fløjlsand lever af bl.a. muslinger og bentiske organismer, som de finder i de områder, hvor fuglene blev jaget.

Hvis der skulle være tale om en alvorlig og skadelig forstyrrelse, ville det afspejles i fuglenes kondition. Dårlig kondition (foderstand) er en af de første indikatorer, som vil afsløre forstyrrelse og dårlig trivsel. Men det er endnu ikke påvist.

DCE’s rapport nr. 511 (2023) peger derudover på, at motorbådsjagten fylder forsvindende lidt i det samlede forstyrrelsesbillede. Foråret og sommerens andre forstyrrelser gør potentielt mere skade pga. ynglesæson. Faktisk vurderes den til at være helt ubetydelig i forhold til sommerens massive turist- og fritidsaktiviteter på vandet. Et af de mest illustrative eksempler kommer fra Aalborg Bugt, hvor de højeste tætheder af dykænder ses netop i områder, hvor jagt praktiseres. Et tydeligt tegn på, at fuglene accepterer og tilpasser sig den jagtlige aktivitet.

Svømme- og dykænderne er i topkondition

Danmarks Jægerforbunds egne vægtdata viser en vægtforøgelse for 21 af de 26 kategorier, hvoraf de 13 har statistisk signifikant vægtforøgelse igennem jagtsæsonen: Fuglene taber sig generelt ikke gennem jagtsæsonen. Tværtimod stiger gennemsnitsvægten frem mod januar, hvor sæsonen slutter. En stigning i kropsvægt er en god indikator på gode fødeforhold og en energibalance. Altså tilsyneladende ingen tegn på, at fx edderfuglene bliver forstyrret i en grad der er skadelig.

Hvis motorbådsjagten virkelig fratog fuglene tid til at søge føde eller drev dem væk fra gode fourageringsområder, ville man forvente at dette kunne ses i vægtene. Og det er ikke det billede vores vægtdata viser.

Faldende jagttryk og store jagtfrie områder

Samtidig er motorbådsjagten i dag en mindre udøvet jagtform. Antallet af aktive havjægere er styrtdykket fra 3.428 i 2014/15 til blot 1.041 i 2022/23. Hertil kommer omfattende geografiske begrænsninger: Motorbådsjagt er forbudt i 35 kystområder, herunder flere vildtreservater, i alle ferske vande og i hele september. Danmark råder derfor over store jagtfrie zoner, hvor fuglene kan søge uforstyrret føde og hvile.

Ingen dokumenteret bestandsmæssig påvirkning

På europæisk plan har jagtorganisationen FACE gennemgået hundredvis af studier (Palejowski 2015) og konkluderer, at jagtlige forstyrrelser ikke påvirker fuglenes bestandstal, så længe der eksisterer jagtfrie områder at trække sig tilbage til. Det afgørende er altså adgang til alternative habitater – og det har vi masser af i Danmark.

Selv DMU’s klassiske undersøgelser fra Vadehavet viste, at fuglene flyttede sig væk fra motorbådene. Ikke at de manglede føde, blev stressede, eller at deres overlevelse blev påvirket.

Ud fra undersøgelsen viste at de stadig var i god kondition og derfor ikke var stresset. Reaktionen med at flygte fra motorbåden er vel blot naturlig flugt, hvilket ikke stressede dem yderligere?

Lad os få en reel debat – til gavn for vildtet

Konklusionen på tværs af danske data og internationale studier er klar: Jagt, herunder motorbådsjagt, forstyrrer kortvarigt, men er ikke skadeligt. Fuglene tilpasser sig hurtigt, har rigelige føderessourcer og bevarer god kondition hele vinteren. Når jagttrykket samtidig falder, og de jagtfrie områder bliver flere, er der intet fagligt belæg for at udpege jagtlig forstyrrelse som et trusselsscenarie for dykænderne.

Debatten om forstyrrelse er vigtig. Men den må baseres på fakta, ikke på følelser eller enkelthistorier. Hvis målet er bedre vildtforvaltning, skal alle forstyrrelser undersøges. Også dem der intet har med jagt at gøre. Kun sådan får vi en saglig og helhedsorienteret debat, der gavner både naturen, vildtet og jægerne.