Forsinkede jagttegn? DJ i dialog med myndighederne
Det er tilsyneladende ikke alle jægere, som endnu har fået nyt jagttegn trods rettidig betaling og vildtindberetning. Jægerforbundet er i dialog med relevante myndigheder for at afklare situationen.
Danmarks Jægerforbund har modtaget henvendelser fra medlemmer, der endnu ikke har fået udstedt deres jagttegn for den kommende sæson 2026-2027. Dette vel at mærke til trods for rettidig betaling af jagttegnsafgift og korrekt indberetning til vildtudbyttestatistikken. På den baggrund er jægerforbundet nu i dialog med myndighederne, herunder PAC og SGAV, for at få klarlagt, hvad årsagen til forsinkelserne er.
Jægerforbundet arbejder på at få et overblik over situationen og sikre, at berørte jægere får den nødvendige information og vejledning.
- Hvis man som jæger i de kommende dage modtager et partshøringsbrev fra PAC, er det vigtigt, at man reagerer på henvendelsen. Man skal i så fald kunne dokumentere, at man har opfyldt myndighedernes krav om rettidig betaling af jagttegn samt korrekt indberetning af vildtudbytte – hvis dette altså er tilfældet, lyder det fra jægerforbundets chefkonsulent for Public affairs, Morten Sinding-Jensen.
Danmarks Jægerforbund følger sagen tæt og vil løbende informere, så snart der foreligger nyt.