Offentliggjort den: 08. januar 2026

Brug DJ’s Skydebaneteam – vi hjælper med alt det svære

Danmarks Jægerforbund har et skydebaneteam, som står til rådighed for alle jagtforeninger og skydebaner. Det betyder uvurderlig ekspertise, råd og vejledning om alt mellem himmel og jord – f.eks. miljøgodkendelser, støjberegninger og sikkerhedsgodkendelser. Kort sagt: Brug os!

Tekst: Jan Henrik Rygaard
Foto: Arkivfoto, Danmarks Jægerforbund

Alle, der arbejder frivilligt på en skydebane ved, at regler og lovkrav, ansøgningsprocedurer og diverse godkendelser fra myndigheder kan være en ren jungle at finde rundt i. Her kan selv den mest erfarne rotte have behov for at ringe til en ven. Og sådan én findes faktisk.

DJ Skydebaneteamet, som holder til Jagtens Hus, løser hvert år en lang række opgaver for skydebaner overalt i Danmark. Både flugtskydnings- og riffelbaner. Teamet består af en håndfuld erfarne specialister, som udfører opgaver såsom:

  • Ansøgninger om miljøgodkendelser
  • Støjberegninger
  • Råd og vejledning om skydebaneindretninger
  • Sikkerhedsgodkendelser
  • Råd og vejledning om nye skydebaner eller nye skydebanediscipliner
  • Opdateringer af ældre skydebaner
  • Dispensationsansøgninger til naturbeskyttelsesloven og miljøbeskyttelsesloven
  • Ansøgninger om landzonetilladelser med meget mere,
  • Undersøgelser af forbedringer af støjdæmpninger på og omkring skydebanen

Kort sagt: Stort set alt, hvad der har med skydebaner at gøre. Og er du det mindste i tvivl, så spørg.

Hvor gammel er jeres miljøgodkendelse

En klassiker, som har været aktuel mange steder, handler om den lovpligtige miljøgodkendelse.

Mange skydebaner har en miljøgodkendelse, som er lavet før 2009, hvor der blev indført standardvilkår for skydebaner. Mange af disse skydebaner har en risiko for at få et påbud fra deres kommune (tilsynsmyndighed), om at de skal have revurderet deres gamle miljøgodkendelse. Dette kan medføre flere forskellige problematikker for jagtforeningerne og deres skydebaner - i værste fald et straksforbud mod skydning, men oftest i første omgang med et påbud om en undersøgelse af skydebanens eksisterende forhold.

Her kan DJ skydebaneteamet hjælpe med en afklaring og tilbyde forslag til nye, forbedrede støjdæmpninger af skydebanen. Det kan både være støjvægge, støjhuse eller støjvolde i skudretningen. Skydebaneteamet kan sørge for alt det administrative arbejde og vil være bindeleddet mellem jagtforeningen og tilsynsmyndigheden, samt mellem jagtforeningen og en eventuel jordentreprenør til opførelse af støjvolde.

Opsøgende arbejde i 2026

I 2026 har DJ skydebaneteamet planlagt en rundtur ud i landet, hvor vi kommer ud og besøger jagtforeninger, der har skydebaner. Det er noget, vi gør både for at gøre opmærksom på vores eksistens og hvad I kan bruge os til – og ikke mindst for at kunne yde en større og bedre indsats til sikring af jægernes skydebanekapacitet i hele landet.

Vi vil planlægge vores rundtur sådan, at vi lægger ud med først at besøge de skydebaner, der har de ældste miljøgodkendelser – altså dem, der er lavet før 2009.

Derfor: Hvis jeres skydebane har behov for at komme foran i køen, så giv jer til kende ved at bestille et møde hos DJ skydebaneteam allerede nu. Send en mail til jhr@jaegerne.dk.