DJ: Husk lokal inddragelse og fokus på vildtet
Arbejdet med seks store naturområder er sat i gang som led i den grønne omstilling af Danmarks arealer. Danmarks Jægerforbund støtter ambitionen om mere natur, men peger på behovet for lokal forankring, multifunktionelle løsninger og hensyn til vildtets levesteder.
Planlægningen af seks store naturområder markerer et vigtigt skridt i omlægningen af Danmarks landskab, hvor mere plads til natur, bedre vandmiljø og lavere klimabelastning skal gå hånd i hånd. Således har Ministeriet for Grøn Trepart netop ytret ambitioner om store, sammenhængende naturområder i Thy, Vestjylland, Sydjylland, nær Limfjorden, på Sydfyn og på Midtsjælland.
I en nyhed på ministeriets hjemmeside understreger minister for grøn trepart Jeppe Bruus betydningen af indsatsen:
- Vi skal have mere skov og natur i Danmark. Alle initiativer tæller, og jeg er glad for, at vi også kan sætte gang i arbejdet med at skabe store, sammenhængende områder. Det er godt for biodiversiteten, og det giver gode rekreative muligheder, siger han blandt andet.
Danmarks Jægerforbund bakker op om målsætningen om at skabe mere natur og styrke biodiversiteten, og lægger samtidig vægt på, at arbejdet sker i tæt dialog med lokale aktører og med respekt for de interesser og erfaringer, der findes lokalt.
I jægerforbundets positionspapir på området - det såkaldte Positionspapir for arealanvendelse af Danmarks landområder fremgår det, at “en tidlig dialog med interessenter, herunder også jægerne på både nationalt og lokalt plan er afgørende for en god implementering med lokal forankring.”
Natur, klima og biodiversitet skal tænkes sammen
De nye naturområder er en del af en større arealomlægning, hvor blandt andet skovrejsning og udtagning af lavbundsjorder skal bidrage til både klimaindsats og naturforbedringer.
Danmarks Jægerforbund fremhæver, at løsningerne bør være multifunktionelle. I positionspapiret understreges det, at “der skal arbejdes med multifunktionelle løsninger, der bidrager til både klima, biodiversitet og miljø.”
Med det mener man, at skønt jægerforbundet anerkender behovet for udlægning af arealer for at sikre fremtidig forsyning af drikkevand og vedvarende energi, bør myndighederne samtidig indtænke fremtidige placeringer af eksempelvis VE-anlæg, så klima- og biodiversitetshensyn tænkes sammen i fælles løsninger.
Hensyn til vildtets levesteder
Danmarks Jægerforbund peger desuden på, at nye naturprojekter skal sikre variation i landskabet og sammenhængende levesteder, så de reelt forbedrer vilkårene for vilde dyr og planter. Etableringen af større naturområder bør ske med fokus på vildtets muligheder for at bevæge sig frit, og man bør undgå permanent hegning af større arealer.
Forbundet støtter også naturgenopretning og udtagning af lavbundsarealer og er “positiv over for naturgenopretningsprojekter i regi af kommuner, staten og fonde under forudsætning af, at det sker med respekt for og med inddragelse af lokale interessenter, herunder også jægerne.”
En stor omlægning af landskabet
De seks naturområder er udvalgt efter en indledende gennemgang af mulige områder på minimum 1000 hektar, hvor de lokale grønne treparter i forvejen har skitseprojekter, der skal afhjælpe kvælstofudledning eller mindske kulstofudledningen. De indgår i en langsigtet omstilling, hvor store dele af det danske landskab forventes at ændre karakter i de kommende årtier.
Danmarks Jægerforbund ser initiativet som en vigtig mulighed for at skabe mere og bedre natur, men understreger, at kvaliteten af projekterne afhænger af, at hensynet til biodiversitet, lokale forhold og vildtets levesteder tænkes ind fra begyndelsen.