Offentliggjort den: 31. marts 2026

Bliv frivillig, når Danmark Planter Ålegræs

Vil du gøre en konkret forskel for havmiljøet? Nu søges frivillige teamledere, havværter og dykkere til Danmark Planter Ålegræs den 14. juni 2026. Projektet er et citizen science-initiativ, hvor frivillige både planter ålegræs og indsamler viden til forskningen.

Tekst: Thea Braüner Sejr
Foto: Christian Lang Jensen

Danmark Planter Ålegræs søger nu frivillige til dette års landsdækkende ålegræs udplantningsdag, som finder sted den 14. juni 2026. I samarbejde med Danmarks Jægerforbund opfordrer vi flere til at engagere sig aktivt i arbejdet for et sundere havmiljø og stærkere biodiversitet. Ålegræs spiller en vigtig rolle i havets økosystemer, og projektet bidrager desuden til konkret naturgenopretning og til indsamling af data til Syddansk Universitet.

Danmark Planter Ålegræs er drevet af Tænketanken Hav med Syddansk Universitet som videnskabelig partner og med støtte fra Nordea-fonden. I 2025 deltog over 1.700 danskere, og ambitionen er at samle endnu flere frivillige i 2026.

Der søges nu frivillige til tre forskellige roller:

  • Teamleder: Leder et hold frivillige, styrer udplantningen og indsamler løbende vigtige data til SDU.
  • Havvært: Byder de fremmødte velkommen og planlægger formidling ved lokaliteten.
  • Snorkeldykker: Planter ålegræs på dagen.

Som frivillig bliver man en del af et fællesskab omkring havet og naturen. Samtidig venter der en spændende uddannelsesweekend i Nyborg med faglig viden og praktisk forberedelse for de involverede frivillige.

Vil du være med til at gøre en konkret forskel for livet i havet – så læs mere om rollerne og tilmeld dig her.

Danmarks Jægerforbund og Tænketanken Hav håber, at mange vil være med til at løfte opgaven og sætte handling bag ønsket om et rigere havmiljø.