Vildtvenlig skov kræver mere end træer og buske

De fleste kan kende forskel på løvskov og nåleskov, mange kan nok også kende en egeskov fra en bøgeskov, hvor det er træarten, der definerer skoven. Skov kan også defineres ud fra, hvilken drift der er (eller ikke er), for eksempel produktionsskov, urørt skov, græsningsskov mv. Uagtet hvilke typer af skov der er tale om, vil karakteren af skoven altid have en betydning for vildtet og i særdeleshed i forhold til kvaliteten som levested. Men hvad karakteriserer egentlig en vildtvenlig skov?

Den vildtvenlige skov – fremtidens skovbrug i balance med naturen

I den vildtvenlige skov er variation det bærende element. I en skov med stor variation i træ- og buskarter vil der også naturligt være en større variation af andre arter. Det skyldes, at mange plante-, dyre- og svampearter har tilpasset sig til at leve i tilknytning til hinanden, hvor de hver især kan udnytte de givne betingelser bedst muligt. Derudover er faktorer som bevoksningsstrukturer, aldersklasser og fordelingen mellem bevoksede og ubevoksede arealer også afgørende for at skabe en dynamik, som gavner både vildtet, biodiversiteten og den langsigtede skovdrift. I modsætning til den ensrettede mono-kultur, som kan virke effektiv på kort sigt, men er yderst sårbar overfor sygdomme, klimaændringer og markedsudsving, repræsenterer den vildtvenlige skov en robust og fleksibel helhed. Den er ikke blot et jagt- og naturobjekt, men også en fremtidssikret investering, hvor skovens struktur, drift og udvikling giver muligheder snarere end begrænsninger.

En vildtvenlig skov rummer mange forskellige træarter og buske, som helst står i mindre grupper, men de kan også være spredt mellem hinanden. Bevoksninger i forskellige aldre og lysninger, skov-enge og ubevoksede partier skaber variation, og det er netop denne afveksling, der udgør fundamentet for et rigt dyreliv. En skov, hvor gamle træer langsomt henfalder, hvor buskrige skovbryn giver skjul, og hvor små vådområder opstår, skaber de bedste forudsætninger for vildtet.

Skovdyrkning og vildtinteresser – langsigtede perspektiver

Skovdyrkning adskiller sig fra mange andre drifts-former ved at være ekstremt langsigtet. Når en egeskov plantes i dag, vil den først være klar til hugst efter 120 til 140 år, og i den periode kan både klima, marked og samfundets behov have ændret sig markant. Derfor er det en risikabel strategi at satse ensidigt på en træart, der måske giver god økonomi nu, men som kan være værdiløs i fremtiden.

Et eksempel er klitfyr, hvor bevoksninger på 30 til 40 år i dag kan anbefales fældet til flisproduktion, fordi stormfaldsrisikoen ellers er stor. Set ud fra en rent økonomisk synsvinkel giver det mening, men skovdyrkningsmæssigt er omdriftsalderen langtfra nået. Til gengæld har denne form for drift en vis vildtmæssig værdi, idet kronvildt finder både føde og skjul i de unge bevoksninger. Det er dog samtidig en ensidig og sårbar strategi, der ikke åbner for de muligheder, som en mere varieret skov kan tilbyde.

Hvis vi ser på historien, har tidligere generationer af skovdyrkere altid skabt værdi ved at satse langsigtet. Mange af de kvalitetsbevoksninger, som i dag giver god økonomi, blev etableret ud fra hensyn til fremtidige muligheder og ikke udelukkende til den tids markedsbehov. Når vi planlægger skov i dag, bør vi derfor tænke bredt. Måske vil fremtidens skovøkonomi ikke primært handle om tømmerproduktion, men om rekreative værdier, grundvandsbeskyttelse, jagt eller CO2-binding.

En skov, der er rig på variation, vil altid have et økonomisk og biologisk potentiale, mens en monokultur hurtigt kan ende uden værdi.

Monokulturens faldgruber og variationens værdi

En monokultur, hvor et større område domineres af én træart, kan være yderst risikabel. Klima- tiske ændringer kan medføre, at træarten mistrives eller helt dør ud. Sygdomme og skadedyr kan brede sig hurtigt og udslette hele bevoksninger. Samtidig kan markedet ændre sig, så træarten mister sin afsætning. Derudover er stormfald en væsentlig risiko i ensartede skove, hvor rodfæstet og strukturel stabilitet ofte er ringere.

På samme måde er det uhensigtsmæssigt at fokusere ensidigt på vildt og jagt. Selvom lysåbne skove og tyndede bevoksninger giver gode forhold for vildtet, kan for kraftige indgreb svække skovens økonomiske potentiale og øge risikoen for stormfald. Den vildtvenlige skov opstår derfor bedst, når vildtinteresser og skovdyrkning integreres. Det handler om at udvælge dele af skoven, hvor hensynet til vildtet vægtes højest, mens andre dele fortsat kan drives med henblik på produktion af kvalitetstræ.

Vildtets præferencer og skovens struktur Forskningen viser tydeligt, at hjortevildt foretrækker lysåbne skove med yngre bevoksninger og et varieret fødeudbud. Råvildt trives i mosaikker med skovbryn og mindre bevoksninger, mens kronvildt søger større, sammen-hængende områder, hvor fred og ro dominerer. En vildtvenlig skov skal derfor rumme både små strukturer og større helheder. Skovenge, lysninger, heder og overdrev skal suppleres af tætte bevoksninger, hvor vildtet kan finde skjul.

Det er også dokumenteret, at ældre bøgebevoksninger og tætte nåleskove ofte er meget fattige på føde. Bøgen skygger for al bundvegetation, og selvom dens spirer er eftertragtede

i foråret, er den samlede føderessource ringe. Nåletræ som rødgran producerer stort set ingen føde, når først bevoksningen slutter tæt. Derfor bør disse skovtyper altid suppleres med lysåbne arealer eller lystræer som skovfyr, hvor bundvegetationen får bedre vilkår.

Skovens struktur er således en afgørende faktor. Uden lysåbne partier er fødeudbuddet meget begrænset, men uden tætte partier mangler vildtet skjul. Den gode vildtvenlige skov består derfor af et varieret mønster, hvor det ene element afløser det andet.

Fødeproduktion og åbne arealer

Et af de vigtigste elementer i den vildtvenlige skov er fødeproduktionen. Her spiller de åbne arealer en dominerende rolle. Lysninger, skov- enge og tidlige kulturer producerer langt mere føde end gamle, tætte bevoksninger. Derfor bør enhver skov have en betydelig andel af ubevoksede eller delvist bevoksede arealer.

Disse arealer giver ikke blot føde, men også varme og lys, som mange arter foretrækker. Hjortevildt og hare opholder sig gerne i skov- enge og lysninger, hvis blot forstyrrelserne er minimale. Samtidig skaber åbne arealer bedre udsyn for ejeren og jagtudøveren, hvilket øger både ejerglæde og jagtlig værdi. En skov, hvor vildtet ofte ses på de åbne arealer, er en levende skov, hvor natur og drift mødes.

En vigtig anbefaling er at fjerne kulturhegn, så snart de unge træer ikke længere behøver beskyttelse. Dermed bliver føden i kulturerne tilgængelig for vildtet. Desuden kan skovnære markarealer udnyttes til fødeproduktion, hvilket yderligere øger skovens værdi som vildtbiotop. 

Naturnær skovdrift og skovudviklingstyper

I Danmark er der udviklet et system med flere skovudviklingstyper, som fungerer som inspirationsmodeller for fremtidens skovdrift. En skovudviklingstype er et langsigtet mål for en bevoksnings udvikling, baseret på lokalitetens muligheder og ønsket drift. At vælge en skovudviklingstype er dermed at sætte en retning for, hvordan skoven skal udvikle sig gennem flere generationer.

For den vildtvenlige skov er det afgørende at vælge typer, der fremmer variation, lys, føde og dækning. Skovudviklingstyper, hvor lystræer som eg, birk og skovfyr dominerer, giver generelt gode muligheder for bundvegetation og dermed føde. Ask og rødel i fugtige områder kan skabe værdifulde biotoper, mens stævningsskov og græsningsskov bidrager til både variation og føderessourcer. Skovenge er også særdeles vigtige i den sammenhæng.

Omvendt er rene bøgebevoksninger eller ædelgranplantager dårlige valg for vildtet. De giver ringe variation, minimalt fødeudbud og øger risikoen for stormfald. Urørt skov kan have værdi for biodiversitet, men vil sjældent være optimal for vildtinteresser, fordi tætheden og manglen på lys begrænser fødeproduktionen.

Derfor anbefales det, at skovejere, der ønsker en vildtvenlig skov, vælger udviklingstyper, der i de forskellige regioner betegnes som gode for vildt. Det kan eksempelvis være eg med skovfyr og lærk i Vestjylland, ask og rødel på fugtige jorder i hele landet eller græsningsskov og skoveng, hvor der ønskes stor variation og åbne arealer.

Tynding som redskab til variation 

Tynding spiller en central rolle i skovdriften, både for kvalitetstræ og for vildtets livsbetingelser. Konsekvensen af manglende tynding er, at der skabes mørke bevoksninger uden bund-vegetation. Her er en aktiv indsats nødvendig.

Når nåletræ tyndes i 10- til 20-årsalderen, kan man bevare de grønne grene langt ned

ad stammen. Det giver ikke blot stormstabile træer, men også et tæt dække for vildtet. Tyndingen bør dog kun ske i mindre partier, så variationen bevares. I løvtræer kan vinter- og forårstynding have stor værdi, fordi vildtet får adgang til knopper og skud.

Et andet vigtigt aspekt er at bevare dybtkronede træer ved tynding, da de skaber et stabilt skovklima og gode vækstforhold for selvforyngelse. Buske med bær og underskov kan på den måde vokse frem og øge føderessourcen.

Det anbefales også, at tyndinger udføres med prioritering af hjemmehørende træarter, da fugle og insekter gennem århundreder har tilpasset sig netop disse arter. Når der skal vælges mellem lystræer og skyggetræer, bør lystræerne prioriteres, fordi de sikrer lys til bunden og dermed bedre fødegrundlag for vildtet.

Den vildtvenlige skov som helhed

At skabe en vildtvenlig skov handler i sidste ende om at forene drift, jagt og natur. Det kræver en bevidst strategi, hvor variation, naturnær drift og hensyn til vildtet er en del af planlægningen fra begyndelsen. Den vildt-venlige skov er ikke en tilfældighed, men et resultat af klare valg: at skabe lysåbne arealer, at prioritere variation i træarter, at sikre både skjul og føde og at vælge skovudviklingstyper, som understøtter disse mål.

En sådan skov vil ikke blot være en rig vildt-biotop, men også en mere robust og fremtidssikret investering. Ejerglæden øges, når vildtet er synligt, og jagtmulighederne forbedres. Samtidig vil ejendommens handelsværdi ofte stige, fordi købere i stigende grad efterspørger naturnære og oplevelsesrige skove.

Derfor er anbefalingen klar: Tænk variation ind i alle led af skovdriften, vælg naturnære skovudviklingstyper, og skab en struktur, hvor både træproduktion, vildtinteresser og biodiversitet kan trives. På den måde bliver skoven ikke blot et sted for træproduktion, men en levende helhed, hvor natur, jagt og økonomi går hånd i hånd.