Udsætning og opdræt af fjervildt – hvad skal du være obs på?
Når man arbejder med fjervildt, hvad enten det drejer sig om opdræt eller udsætning, er der en række regler, man skal kende og overholde.
Som ansvarlig for et opdræt af fjervildt (fasaner, agerhøns eller gråænder) til udsætning, skal man være opmærksom på, at opdrættet skal være registreret i CHR-registeret uanset størrelsen af antallet. Er man ansvarlig for et opdræt eller udsætning af mere end 100 stk. fjervildt, skal man have et kompetencegivende kursus.
Dokumentation af udsætning
Som udsætter af fjervildt skal kunne dokumentere, hvor de gråænder, agerhøns eller fasaner, man har sat ud, stammer fra – altså om de stammer fra eget opdræt eller hvor de er købt. Derudover skal man også kunne redegøre for hvor de er sat ud. Det er lovpligtigt at føre optegnelser over udsætningen. Optegnelserne skal indeholde oplysninger om hvor på ejendommen fuglene er sat ud, ved at udsætningspladserne markeres på en kortskitse. Derudover skal optegnelserne indeholde oplysninger om, hvor mange stykker fjervildt der er sat ud, på hvilken dag og af hvilken art. Der er ikke nogen nedre grænse for hvornår kravet om optegnelser træder i kraft. Alle der sætter fjervildt ud, er omfattet af kravet. Optegnelserne skal gemmes i 2 år og på forlangende, kunne fremvises til Fødevarestyrelsens kontrollanter.
Sporbarhed af udsat fjervildt er vigtigt for myndighedernes arbejde med at bekæmpe husdyrsygdomme som fugleinfluenza og Newcastle Disease. Som indehaver af et fjervildtopdræt, skal man også kunne dokumentere hvem man har solgt fjervildt til, hvis man opdrætter med salg for øje.
Sporbarhed i forbindelse med sygdomsudbrud
Køber man ænder til udsætning, skal man være opmærksom på, at de skal ledsages af et dokument der viser, at de stammer fra en besætning der er testet fri for fugleinfluenza. Fasaner og agerhøns er ikke længe omfattet af et egentligt krav om prøvetagning, men opdrætter er forpligtiget til som en del af et early warning beredskab, at kontakte myndighederne hvis der er indikationer på et sygdomsudbrud af alvorligere karakter i opdrættet. Dette gælder alle anmeldepligtige sygdomme og ikke kun ved mistanke om fugleinfluenza.
Indberet din udsætning
Udover Fødevarestyrelsens krav til optegnelser, skal man også indberette sit udsatte fjervildt til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV), senest en uge efter udsætning. Indberetningen skal foretages ligegyldigt hvor mange fugle som udsættes. Alle udsættere er omfattet af dette krav. Indberetningen kan foretages via dette link.
Indberetning af udsætning blev indført i 2018, i forbindelse med det seneste udsætningsforlig, hvor det aftaltes at der skulle skabes et overblik over den samlede udsætning af fjervildt i Danmark. Er du i tvivl om hvordan du indberetter dit udsatte fjervildt, kan du se hvordan man gør i jægerforbundets e-læring og udsætning af fjervildt.