Offentliggjort den: 01. december 2025

Tryg sejlads for jægere

Søsportens Sikkerhedsråd skærper fokus på enmandsfartøjer og hædrer DJ-instruktør for en målrettet indsats for at formidle sikkerhed til søs blandt nyjægere, strand- og havjægere. Ingen hav- og strandjægere er i år så vidt omkommet til søs.

Tekst: John Friborg
Foto: Niels Søndergaard

Danmarks Jægerforbund er fast medlem af Søsportens Sikkerhedsråd, der varetager sikkerheden til søs i fritidsfartøjer. Rigtig mange organisationer og myndigheder er med i rådet, og området dækker alt fra SUP-bords, skydepramme, fiskerjoller til store fritidsfartøjer. Søfartsstyrelsen er den overordnede myndighed, og SejlSikkert er den praktiske, udfarende del.

Der afholdes et par rådsmøder om året, og ved mødet i november blev Søfartsstyrelsens helt nye lokaler på Korsør Havn vist frem. Alle gode kræfter for sikkerheden til søs er nu samlet under et tag.

Det er altid spændende at høre beretningen fra året, og især ulykkesstatistikken – nytter arbejdet noget? I 2025 er der registreret tre drukneulykker, men året er jo ikke omme endnu. JRCC (Joint Rescue and Coordination Center) Søværnskommandoen melder om et par igangværende eftersøgninger, hvor bl.a. et surfbræt er fundet. Da der ikke er aktuelt efterlyste personer, kan det dog være fartøjer, der har revet sig løs eller er forladt af anden årsag. De tre druknede er en dykker, en kajakroer og en overbordfalden i en havn. Ingen hav- eller strandjægere.

SejlSikkert har cirka 30 instruktører, der ud over at formidle budskabet om sikkerhed, demonstrerer diverse redningsudstyr ved events og foredrag. Det er gratis at booke en instruktør, og du kan finde en nær din jagtforening på SejlSikkert hjemmeside. Hvert år bliver der uddelt et par medaljer blandt instruktørerne, og i år blev Danmarks Jægerforbunds medlem/instruktør tildelt medaljen for ”Årets instruktør”. Titlen blev givet for arbejdet med at formidle sikkerhed til søs blandt nyjægere, strand- og havjægere.

Søsportens Sikkerhedsråd analyserer ulykker blandt fritidssejlere, og målretter kampagner efter dette. I 2026 bliver der fokus på sejlads i enmandsfartøjer, drukneulykker i havne og kommunikation. For et par år siden begyndte SejlSikkert arbejdet med at lave en enkel app, der kunne anvendes af sejlere, fiskere og andre naturbrugere. Appen har navnet ”Onboard” og bærer SejlSikkert logo med den røde redningsvest på blå baggrund. App`en kan hentes og bruges, men finpudsningen mangler endnu.

I Danmarks Jægerforbund arbejdes der sammen om sikkerhed til søs i Strand- og Havjagtudvalget. Her drøftes udmeldingerne fra Søsportens Sikkerhedsråd, men også erfaringer fra vore strand- og havjægere. Fartøjer til jagt er ofte hjemmebyggede, og det giver udfordringer i forhold til sikkerheden. Vi kan dog slå fast, at det er fuldstændig tåbeligt ikke at følge de fem sejlråd:

  • Lær at sejle
  • Planlæg din tur
  • Hold dit grej i orden
  • Hav en livline til land
  • Brug vesten

Vi skriver snart 2026, og teknologiudviklingen har gjort det muligt for en strand- eller havjæger at finde en godkendt redningsvest, der ikke fylder meget, kan bruges under camouflagen og hvor det er muligt at afgive skud. Der er ingen undskyldning for ikke at anvende redningsvest!

Knæk & bræk!

 

John Friborg, som er forfatter til denne artikel, er jægerrepræsentant i Søsportens Sikkerhedsråd.