Trofæjagt og bevarelse af pattedyr: Kan jagt gavne biodiversiteten?
Debatten om jagt og biodiversitet er ofte præget af stærke følelser og skarpe fronter. Ny videnskabelig forskning viser igen, at virkeligheden er mere nuanceret. En ny international undersøgelse dokumenterer, at bæredygtig jagt – og særligt reguleret trofæjagt – i mange tilfælde kan have en positiv betydning for naturforvaltning, artsbevarelse og lokale levevilkår.
Studiet Sport hunting associated with favourable conservation status of mammals | Nature Sustainability blev offentliggjort den 2. december i det anerkendte tidsskrift Nature Sustainability. Undersøgelsen bygger på en omfattende global analyse af landlevende pattedyr og udfordrer den udbredte antagelse om, at jagt entydigt bidrager til tab af biodiversitet.
Forskerne har analyseret data fra IUCN’s Red List over landlevende pattedyr på globalt plan. Arterne blev kategoriseret efter, hvordan de anvendes af mennesker – om de jages som trofæjagt, jages til føde, jages til begge formål eller slet ikke jages – og disse kategorier blev sammenholdt med arternes bevaringsstatus og bestandsudvikling.
Resultaterne viser et markant mønster. Pattedyrarter, der indgår i reguleret trofæjagt, har oftere stabile eller stigende populationer og er sjældnere opført som truede sammenlignet med arter, der ikke jages som trofævildt. Samtidig viste arter, der jages til føde, ingen statistisk signifikant dårligere bevaringsstatus end arter, der slet ikke jages. Undersøgelsen finder således ingen generel sammenhæng mellem jagt i sig selv og faldende bestande. I stedet peger resultaterne på, at jagtens effekt afhænger af, hvordan den forvaltes og reguleres.
Ifølge forskerne kan forklaringen blandt andet findes i de økonomiske og sociale mekanismer, der ofte følger med veldrevet jagt. I mange dele af verden er vilde dyr og deres levesteder under pres fra landbrug, infrastruktur, urbanisering og illegal udnyttelse. Når vildt har en konkret og lovlig værdi gennem jagt, skabes der incitamenter til at bevare levesteder, investere i overvågning og bekæmpelse af krybskytteri samt inddrage lokalsamfund i forvaltningen. For lokalbefolkningen kan indtægter fra jagt bidrage til fattigdomsbekæmpelse og skabe opbakning til langsigtet naturbeskyttelse.
Forskerne understreger dog tydeligt, at resultaterne ikke skal tolkes som en generel blåstempling af jagt under alle forhold. Jagt er ikke automatisk gavnlig for biodiversiteten. Den positive effekt forudsætter solid biologisk viden, klare regler, effektiv kontrol, gennemsigtighed og lokal forankring. Hvor disse forudsætninger ikke er til stede, kan ureguleret eller dårligt forvaltet jagt fortsat føre til alvorlige bestandsnedgange.
Undersøgelsen bidrager dermed væsentligt til den internationale debat om forholdet mellem menneskelig udnyttelse af naturen og biodiversitet. Den viser, at jagtens rolle er kompleks og kontekstafhængig, og at naturforvaltning bør baseres på viden frem for forenklede forestillinger. Under de rette rammer kan trofæjagt indgå som ét blandt flere redskaber i en helhedsorienteret og bæredygtig vildtforvaltning.
Kort sagt peger den nye forskning på, at trofæjagt, når den er reguleret, gennemsigtig og videnskabsbaseret kan være forbundet med en gunstigere bevaringsstatus for pattedyrarter. Jagtens rolle i naturbeskyttelse er dermed ikke nødvendigvis et problem, men kan under de rette betingelser være en del af løsningen.
