Stadig problemer med jagttegn i Tyskland
Gennem længere tid er danskere blevet nægtet jagttegn i visse områder af Tyskland. Problemet er stadig aktuelt, og skyldes en stramning i tysk våbenlovgivning.
Tilbage i februar kommunikerede Danmarks Jægerforbund via sociale medier, at danskere nægtes jagttegn i visse områder i Tyskland. Alle jægere opfordredes til at være opmærksomme, hvis man har planer om at tage på jagt i Tyskland, da man enten kan risikere at blive nægtet et tysk jagttegn, eller at der nogle steder er øget behandlingstid.
Denne anbefaling er stadig gældende.
I samme ombæring hed det, at jægerforbundet arbejdede på højtryk for at finde ud af, hvad der præcist ligger til grund for dette, samt forsøger at finde en løsning.
Nu er årsagen fundet, om end løsningen stadig lader vente på sig. Problemet med at få tysk jagttegn skyldes nemlig tysk våbenlovgivning, som er blevet strammet for at undgå kriminalitet.