Offentliggjort den: 11. september 2025

Stadig mindre støj fra flugtskydningspatroner

Ny DJ-rapport om støj på flugtskydebaner identificerer endnu flere støjsvage patrontyper end en lignende rapport, som udkom sidste år. Massiv fokus og investeringer fra producenter og grossister er en del af årsagen, mener DJ.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen

Der er gode nyheder i vente for de danske skydebaner. Den netop udkomne rapport "Måling af støjemission fra haglpatroner 2025", som er udarbejdet for Danmarks Jægerforbund, viser nemlig fortsat gode takter i bestræbelsen på at øge antallet af støjsvage patrontyper på markedet for den type ammunition, der anvendes på flugtskydebanerne.

Som bekendt er støj fra danske flugtskydebaner et emne, der optager flere og flere – og det hænder, at skydebaner kommer i konflikt med naboer, der klager over støjgener. Tilbage i 2017-18 bestilte Miljøstyrelsen (MST) en undersøgelse af flugtskydningspatroners udgangsværdier, og efter hele fem års arbejde udkom styrelsen i marts 2023 med en ny anbefalingsskrivelse, hvori man kunne læse, at de i undersøgelsen anvendte flugtskydningspatroner viste en højere udgangsværdi i direkte skudretning end tilladt.

Frem til 1997 var den tilladte grænseværdi i skydebanernes miljøgodkendelse fastlagt til 115,5 decibel (dB). Med Miljøstyrelsen anbefalingsskrivelse fra 2023 steg grænseværdien til 119,4 dB. På denne baggrund anbefalede MST kommunerne, at der fremover anvendes den nye udgangsværdi ved beregninger af støjniveauet fra udendørs flugtskydebaner. Kommunerne kan derved pålægger skydebanerne at udarbejde nye støjberegninger, hvilket i yderste konsekvens kan true deres eksistens.

Anden rapport af sin art

Som svar på Miljøstyrelsens anbefalingsskrivelse igangsatte Danmarks Jægerforbund og samarbejdspartnere måling af lydemission fra haglpatroner med det formål at efterprøve Miljøstyrelsens nye fastsatte grænseværdi, samt understøtte udviklingen af mere støjsvage patroner. Begge dele er bevist ved nu to valide rapporter.

Sidste år udgav Danmarks Jægerforbund sin første rapport, som viste at ud af de 31 patroner var hele 28 under grænseværdien i MST’s 2023-rapport – faktisk så meget som 1-2 dB under styrelsens anbefaling.

I år har jægerforbundet udarbejdet endnu en rapport, og den viser en yderligere positiv udvikling. Årets test er gennemført i tæt samarbejde med grossister og producenter og er baseret på 45 nye patroner i markedet.

- Af de testede patroner i begge rapporter var der i alt 23 stk. (red: 5 fra 2024 rapport og 18 fra 2025 rapport), der ligger 2,5 dB under MST 2023-værdien. At der bliver dokumenteret væsentlig flere støjsvage patroner i den nye rapport, vidner om det massive fokus og investeringer, som producenter og grossister har kastet ind i det. De har virkelig arbejdet målrettet med at nedbringe støjen, og det er lykkedes ganske fint, lyder det fra Jan Henrik Rygaard, specialkonsulent for skydebaner i Danmarks Jægerforbund.

Ifølge specialkonsulenten er det udelukkende positivt at det generelle lydbillede på skydebanerne nedbringes. Det vil gavne banernes overlevelse på længere sigt og forhåbentlig reducere risiko for naboklager.

Dialogmøde med grossister og producenter

Den 2. oktober er Danmarks Jægerforbund vært for et dialogmøde med interessentgruppen, som består af; CNH Gunimport Denmark, Stillingsport, DLG Land & Fritid, Guntex A/S, MB-Jagt, The GunRoom, Jaguargruppen, Kr.O. Skov, Hubertushuset, Østjysk Hunting & Outdoor, Brasholt Hjørring, Maribo Jagt & Natur, Odense Jagt & Fritid, Outdoor Enterprise Denmark, Jafi, Hunterspoint og Dansk Skytte Union. På mødet gennemgås den seneste rapport og dens konklusioner.

Hvilken betydning har det for skydebanerne?

Danmarks Jægerforbund lægger pres på Miljøstyrelsen for at få udarbejdet en ny anbefalingsskrivelse med lavere grænseværdi.

- Akkurat ligesom sidste år vil vi klart anbefale MST at vurdere flugtskydningspatroners udgangsværdier ud fra vores rapport frem for deres egen 2023-rapport. Den baserer sig jo på seks år gamle data. MST bør hurtigst muligt udarbejde en ny anbefaling, fordi vores undersøgelser viser, at patronerne i de to tests faktisk ligger en del under 2023-værdien. Det sagde vi til dem allerede sidste år, og det siger vi nu til dem igen og med yderligere dokumentation, siger Jan Henrik Rygaard.

For skydebaner som kan komme i støjproblemer, og hvor det ikke er muligt i tilstrækkelig grad at støjdæmpe, kan nye støjsvage patroner, som ligger under eller tæt på den gamle 1997-værdi, være en løsning. Støjdæmpning kan for eksempel være støjdæmpende skydehuse, - vægge eller støjvolde.

Læs rapporten på DJ's hjemmeside

Jægerforbundets rapport "Måling af støjemission fra haglpatroner 2025" er fra i dag tilgængelig her på jægerforbundets hjemmeside. KLIK HER hvis du ønsker at læse rapporten, eller finde andre relevante oplysninger om skydebaner. Jægerforbundets skydebaneteam står altid klar til at hjælpe forbundets skydebaner med alle typer af spørgsmål indenfor emnet, og hjælper også gerne i tilfælde af problemer med kommunen.

Har du spørgsmål til rapporten eller andet, er du velkommen til at henvende dig til specialkonsulent Jan Henrik Rygaard på tlf. 8888 7545 eller på mail: jhr@jaegerne.dk.