Sådan skabes fundamentet for øget biodiversitet

Biodiversiteten i Danmark er presset som aldrig før. Mange arter er trængt af intensiv drift, landskabsensretning og manglende variation i naturen. I denne situation spiller jægernes indsats en central rolle. Når jægere arbejder for bedre levevilkår for de jagtbare arter, følger en lang række andre arter med på ”gratisbillet”, fordi de naturtiltag, der gavner vildtet, også skaber plads til en bredere mangfoldighed af planter og dyr. Med relativt enkle greb kan denne effekt forstærkes markant, og i mange tilfælde kræver det ikke engang øgede ressourcer – snarere øget opmærksomhed på naturens egne dynamikker.

Ro, rod og reolplov – tre grundprincipper

Begrebet ro handler om kontinuitet i vegetationen. Gamle træer, buske og naturligt fremspirede planter bør i videst muligt omfang bevares, fordi de repræsenterer langvarige strukturer, hvor økosystemer når at udvikle sig. Mange insekter, svampe, flagermus og småfugle er direkte afhængige af ældre vegetationstyper, som i dag er en mangelvare i det danske landskab. Også våde pletter og næringsfattige partier bør have fred, da de rummer naturtyper, der næsten udelukkende findes i marginalområder.

Rod dækker over tilstedeværelsen af dødt ved og uordnede strukturer. Dette overses ofte i traditionel vildtpleje, hvor orden og ryddelighed kan føles mere ”rigtigt”. Men naturens produktivitet afhænger af kaos. Et enkelt væltet træ kan danne levested for hundredvis af arter, og både kvasbunker, gamle halmballer og stendynger fungerer som små øer af liv i et ellers forenklet landskab. Det handler om at give naturen rum til at rode – og lade naturens egne processer gøre arbejdet.

Det tredje princip, reolploven, er et værktøj til at genskabe næringsfattige forhold. Ved at fjerne de øverste, mest næringsrige jordlag kan man genstarte en botanisk udvikling, hvor sjældne urter igen får fodfæste. Når disse planter vender tilbage, følger en helt ny fauna med, fordi mange insekter og smådyr er knyttet til specifikke værtsplanter. Reolpløjning efterfulgt af langvarig ro kan derfor forvandle næringsstof dominerede og deraf ensformige arealer til blomstrende næringsfattig natur, som mangler i det danske landskab.

Hjemmehørende arter – fundamentet for stærk natur

Når jægere etablerer nye vildtplantninger, er valget af arter afgørende. Hjemmehørende arter er evolutionært tilpasset de danske forhold og er derfor langt mere attraktive for insekter, fugle og pattedyr. Tjørn, pil, slåen, birk og eg er klassiske eksempler på arter, der bidrager til høj biodiversitet. De giver føde, skjul og ynglepladser – og så spreder de sig ofte naturligt, hvis de får lov. Det gør dem til både omkostningseffektive og naturvenlige valg.

Fremmede arter derimod kan udgøre en trussel, fordi de ikke understøtter den lokale fauna. Arter som glansbladet hæg, rød snebær eller rynket rose kan dominere og udkonkurrere de hjemmehørende arter. Derfor bør de fjernes løbende, hvis man ønsker et naturareal i balance. Og hvis natur- og vildtplejen skal øge biodiversiteten.

Etablerede vildtplantninger som dynamiske økosystemer

I eksisterende remiser og levende hegn kan jægere fremme biodiversiteten ved at tænke mere dynamisk. I stedet for at rydde alt afskåret materiale væk, bør man lade en del ligge som dødt ved. Det skaber mikrohabitater, hvor insekter kan overvintre, og hvor smådyr kan søge skjul.

Man kan også aktivt skabe stående dødt ved ved at ringe enkelte træer. Sådanne træer bliver hurtigt attraktive for spætter, biller, svampe og andre arter, der er afhængige af døende træer – en ressource, som ellers er sjælden i kulturlandskabet.

Søer, markveje og stendynger – små elementer med stor værdi

Vand spiller en central rolle i naturen. En enkelt sø, selv en lille, kan forvandle et område og trække både padder, fugle, insekter og pattedyr til. Forudsætningen er dog, at søen holdes fri for næringsstoffer fra dræn og markvand.

Gamle markveje er ligeledes naturperler, som både fungerer som flyttekorridorer og som oaser af føde for småvildt. De rummer ofte en artsrig flora, fordi de historisk har været fri for pløjning og gødskning. Stendynger er et andet undervurderet element, der skaber solrige mikrohabitater til et væld af smådyr. De skal blot holdes åbne og fri for tilgroning, så deres naturværdi ikke forsvinder.

Græsning – den mest effektive plejemetode

Græsning er naturpleje i sin mest oprindelige form. Store græssere skaber variation og dynamik, som maskinel slåning aldrig kan efterligne. Ved at bide, trampe, skabe lysninger og efterlade gødning opstår en mosaik af mikrohabitater. Det gavner blandt andet vadefugle, hare, hjortevildt og en lang række insekter. Helårsgræsning eller ekstensiv sommergræsning kan derfor være en af de mest effektive måder at genskabe værdifulde naturtyper på.