Ramt af Dianas pil

- Det hele startede, da jeg som syvårig gemte mig under nogle store blade af rød hestehov, mens en råbuk gik lige forbi mig. Den opdagede mig ikke, selvom den var så tæt på, at jeg kunne mærke dens klove træde i jorden. Jeg kunne faktisk have grebet den i forbifarten, så tæt på var den, fortæller Alexander om dengang, han ”blev ramt af Dianas pil”, og en fremtid som buejæger blev funderet.

Alexander, der i dag er midt i 30’erne, forestillede sig altså dengang, at han rent faktisk kunne have fanget råbukken med de bare hænder. Det blev en skelsættende oplevelse, som vakte et urinstinkt i ham, en drøm om at kunne nedlægge sit eget bytte fra helt tæt hold. Alexander tog derfor jagttegn med det primære formål at kunne gå på buejagt. Efter at jagttegnet var erhvervet, bestod han dog også både riffel- og haglskydeprøve og var i begyndelsen med på blandt andet strandjagt. Indtil denne dag, hvor jeg møder ham uden for den bynære Ravnebæk Skov ved Dalmose på Sydvestsjælland, har han dog kun nedlagt et enkelt stykke vildt med riffel i Danmark. Det var en dåspidshjort, inden buejagt på det store hjortevildt blev tilladt. Derudover har han nedlagt en elg, som han pyrschede sig ind på 20 meter af i Sverige.

- Jeg ville ønske, at det kunne have været med buen, fortæller han, inden vi bevæger os ind i skoven.

Uheldig beslutning

Alexander er inviteret på denne buejagt af Slagelse Jægerråd, der sammen med lokale jagtforeninger administrerer og afvikler hagl-, riffel- og buejagter for kommunens jægere på Slagelse Kommunes arealer. Vi har ikke på forhånd forberedt, hvor vi skal sidde, men da der stadig er en halv time til solopgang, har vi god tid til at finde det rette sted. Råvildtet i Ravne-bæk Skov er vant til menneskelig færdsel, da den dels er bynær, og dels bruges som hundeskov. Dyrene synes derfor ikke lige så sky som i områder, hvor de aldrig forstyrres.

Da jeg vil forsøge at fotografere vildtet og buejægeren i samme frame, har vi besluttet at sidde på jorden. Selvom vi støjer en lille smule ved at fjerne tørre blade og grene fra jorden, da vi forbereder vores siddepladser, har det altså, ifølge Alexander, ingen betydning for hans muligheder. Det er svært at finde dækning på jorden, men vi beslutter alligevel at give det en chance. Vi bruger nogle minutter på at finde den rette position, men efter at have siddet et par minutter beslutter Alexander – uheldigt nok skal det vise sig – at flytte sig 25 meter længere mod højre. Planen er at sidde i kanten af en tæt granbevoksning med ringe lysindfald og visne grene i bunden. Herfra kan Alexander måske få en skudchance ud i en bøgekultur med relativ åben underskov.

Et blik med én betydning

Vi sidder næsten en time, uden at der sker det store. Vi ser godt nok en musvåge svæve over skoven, inden en flok sangsvaner under lyden af tunge vingeslag og melankolsk sang glider over trætoppene. En enlig fasanhøne når også at passere bøgeskoven, inden jeg på Alexander fornemmer, at der sker noget til venstre for os. Jeg sidder lidt bag ham, hvorfra jeg med lidt held kan få både ham og dyrene med på samme foto, hvis de altså kommer, hvor han forventer.

Ganske langsomt rejser han venstre underarm og viser mig tre behandskede fingre. Jeg er ikke i tvivl om, hvad han prøver at fortælle mig. Der er tre stykker råvildt på vej.

Kort efter kan jeg se de tre dyr, en prægtig gammelrå med to fine lam, lige til venstre for mig. Alexander er venstrehåndsskytte, og dyrene kommer således på hans dårlige side. Siddende på jorden er det svært for ham at trække buen og samtidig dreje kroppen 45 grader rundt, uden at de opdager noget. Desuden er underskoven så tæt der, hvor de kommer, at det ikke vil være muligt at skyde derfra, hvor han sidder. Havde vi siddet, hvor Alexander i første omgang havde gjort klar, var dyrene kommet perfekt. Jeg forstår, at det er det, han tænker, da han nogle minutter senere sender mig et blik – for blikket kan ikke betyde andet.

Naturnære oplevelser

Lidt efter er der en hund, der gør bag os. En af skovens mange hundeluftere er på morgen-tur. Hunden har muligvis sendt de tre stykker råvildt en hilsen, for kort efter kommer de i spring retur bag os. En halv times tid senere ser vi igen bevægelse i skoven – denne gang foran os. Igen signalerer Alexander antallet af dyr med tre fingre. Kort efter kommer de direkte mod os, men de er blevet forstyrret og kommer i rask gang. Råen er meget årvågen, men ser ikke Alexander, der i sin totale camouflage falder i et med den træstamme, han sidder op ad. Mens dyrene nærmer sig, drejer han meget langsomt overkroppen rundt, så han kan skyde, hvis chancen byder sig. Desværre er dyrene allerede tæt på, og der er helt åbent mellem dem og Alexander. Da han trækker buen, fornemmer råen straks bevægelsen og stopper. Afstanden er ti meter, men buen når aldrig at blive trukket helt op, før råen kaster sig rundt og trækker lammene med sig gennem skoven mod tykningen i den anden ende.

For Alexander er buejagt det tætteste, han kommer på at være i ét med naturen, samtidig med at han har mulighed for at nedlægge kød til køkkenet. De fleste dage må han – akkurat som denne dag – tage hjem kun med oplevelsen af nærvær i bagagen. Han nedlægger dog vildt med buen flere gange hvert år, og han har igennem de sidste seks år, hvert eneste år, nedlagt råvildt i en af de skove, som stilles til rådighed for kommunens jægere gennem jægerrådet.

- Når jeg er på buejagt, har jeg stort set altid kontakt med vildt. Ofte får jeg også trukket buen, men som alle, der går på buejagt, ved, er der stadigvæk langt fra at trække buen og til at få afgivet skud, konstaterer han, inden vi takker af og aftaler at mødes igen om en lille uges tid.

Selektiv afskydning

Jagten fra jorden synes håbløs, så da vi mødes igen for at gøre et nyt forsøg, har Alexander opsat en skydestige på et strategisk sted. Ved solopgang kravler han op i stigen, mens jeg sætter mig på jorden med ryggen op ad et træ – jeg sidder helt stille. Efter en times tid kommer tre dyr ud af granerne, men de forstyrres af en hundelufter og springer et efter et forbi Alexander. De er lige under skydestigen, mindre end fire meter fra den adrenalinfyldte jæger. Idet det sidste dyr – et rålam – springer under stigen, trækker Alexander buen. Det er jo aldrig til at vide, hvad der sker, og lammet standser da også op 18 meter fra ham, men uden at han har mulighed for at slippe pilen.

Da jagten er forbi, aftaler vi, at Alexander kan kontakte mig, hvis han nedlægger et dyr, så jeg kan høre lidt om jagten. Efter sæsonen fortæller han, at han havde flere lige-ved-og-næsten-chancer de sidste dage af januar, og at han havde trukket et par gange på de jagter. Det rigtige dyr var dog ikke kommet for på den rigtige måde og på det rigtige sted. For første gang, siden han begyndte at deltage på buejagter med Slagelse Jægerråd, er det ikke lykkedes ham at nedlægge et dyr i den skovpart, han har udtrukket – men sådan er buejagt altså også nogle gange.

At det var hundyr, Alexander gik efter, var ingen tilfældighed. Ved afskydning af efterårsdyr går han altid efter rålam eller enlige råer, mens han under bukkejagten primært går efter en bestemt buk, som han kender fra tidligere år. Ifølge den erfarne og engagerede buejæger bør afskydning med buen – på trods af at det er en ekstremt udfordrende form for jagt – nemlig også indeholde en grad af selektiv afskydning.