Praktiske tiltag der løfter biodiversiteten

Hvor artikel 1 omhandlede de overordnede principper, handler denne del om konkrete tiltag, der kan implementeres i det moderne landbrugslandskab. Selv små ændringer kan skabe nye levesteder og forbedre sammenhængen mellem eksisterende naturtyper.

Vildtafgrøder – men de rette arter

Når vildtagre etableres, bør der vælges afgrøder, som ikke risikerer at sprede sig invasivt. Egnede afgrøder kan være fodermarvkål, oliehør, honningurt, cikorie, hvidkløver, havre og forskellige kløvergræsblandinger. Disse afgrøder giver både dækning og føde til vildtet og understøtter samtidig pollinatorer.

Ofte er naturlig fremspiring af frøpuljen i jorden dog endnu mere biodiversitetsfremmende, særligt til markvildt, fordi spontane urter skaber en mere varieret struktur.

Markvildtstriber – små elementer med stor effekt

Moderne markvildtstriber kan bestå af flere elementer: insektvolde, udyrkede bræmmer med naturlig fremspiring af hjemmehørende planter, barjordstriber og blomsterstriber. Insektvolde har vist sig særligt effektive, fordi de giver levesteder til nyttedyr som mariehøns og svirrefluer, der reducerer behovet for pesticider.

Blomsterstriber skal dog behandles med omtanke. Omlægges de hvert år, risikerer man at ramme vilde bier og sommerfugle hårdt – en såkaldt økologisk fælde. De bør derfor ligge urørt i flere år eller omlægges i rotation, så der altid er områder med kontinuitet. Undersøgelser viser at blomsterstriber giver levesteder til flere insekter og truede arter, der indikerer biodivesitet.

Udyrkede arealer og urentable hjørner

Udvintrede pletter i marken, hvor udbyttet alligevel er lavt, bør ikke tilsås – de er oplagte steder at lade naturen fylde. At køre udenom hjørner og små arealer kan være både økonomisk og naturmæssigt fordelagtigt og regnes som en af de mest omkostningseffektive naturplejemetoder.

Større sammenhæng i landskabet

Markvildtstriber langs hegn og skovbryn kan fungere som bufferzoner mellem intensiv drift og sårbar natur. De kan også skabe spredningskorridorer, der forbinder småbiotoper, hvilket er afgørende for mange smådyrs overlevelse.

Når tiltag kombineres – eksempelvis markvildtstriber, levende hegn og små vandhuller – øges den samlede effekt betydeligt.

Minivådområder, vandhuller og søer

Små vandmiljøer er blandt de mest effektive biodiversitetstiltag. De giver levesteder til padder, insekter, fugle og pattedyr og fungerer som oaser i intensive landskaber. Et vigtigt princip er at sikre, at næringsrigt drænvand ikke løber direkte i vandhullet, da det på sigt ødelægger naturkvaliteten.

Strukturer der skal bevares: skel, markveje og stenbunker

Markskel og gamle markveje rummer ofte høj artsrigdom, fordi de i årtier har været uberørt af intensiv drift. De fungerer som ledelinjer for smådyr og som fødesøgningsområder for vildt. Stenbunker bliver endnu mere værdifulde, hvis de holdes solbeskinnede og fri for vedplanter.

Konkrete anbefalinger – systematiseret naturpleje

For at gøre naturplejen struktureret kan man arbejde med følgende principper:

• Bevar permanente strukturer som levende hegn, markveje og stendynger
• Opret sprøjtefrie randzoner
• Lav sædskifter og reducer jordbearbejdningen
• Investér i græsning frem for slåning, gerne helårsgræsning
• Opret spredningskorridorer, minivådområder og skovrejsning gennem naturlig tilgroning
• Kombiner tiltag i landskabet og omlæg midlertidige elementer i rotation

Tilsammen skaber disse tiltag et rigere og mere varieret landskab, hvor både vildtet og den øvrige natur får bedre vilkår.