Offentliggjort den: 12. november 2025

Pas på fejlagtige jagttider på nettet

Forkerte informationer, hentet på nettet, kan forvirre mange jægere, når de undersøger jagttider på vildt. Sørg derfor altid for at have tillid til kilden. Benyt kun opdaterede og kendte kanaler.

Tekst og Foto: Niels Søndergaard

Danmarks Jægerforbund modtager dagligt mange henvendelser om jagttider. En stor del af spørgsmålene skyldes usikkerhed, fordi forskellige søgefunktioner og tjenester med kunstig intelligens tilsyneladende giver forskellige svar. Desværre formidler flere hjemmesider forkerte jagttider, og nogle af disse kunstig intelligens-baserede søgemaskiner henter AI-baserede oplysninger derfra eller historiske data, der ikke længere er gældende.

Det betyder, at de præsenterer brugerne for fejlbehæftede informationer om jagttider. For at være sikker på at få korrekte og opdaterede oplysninger, anbefaler Danmarks Jægerforbund at bruge vores officielle kanaler:

  • Jægerforbundets app. Her får du automatisk vist de gældende jagttider baseret på din geografiske placering. Dermed får du et fuldt overblik over både lokale og generelle jagttider. Læs mere og download appen.
  • Jægerforbundets hjemmeside, hvor du kan finde de aktuelle jagttider på denne side.

Begge steder henter oplysningerne direkte fra retsinformation.dk, hvor de gældende jagttider er fastsat i Bekendtgørelse om jagttid for visse pattedyr og fugle m.v.

Knæk og bræk!