Offentliggjort den: 17. juni 2025

Ny test af flugtskydningspatroner

Danmarks Jægerforbund gennemførte i sidste uge endnu en støjtest af patroner til flugtskydebaner. Det skete i samarbejde med grossister og producenter, og resultatet ventes i efteråret.

Tekst: Jacob Munkholm Jensen
Foto: Bo Madsen

De fleste er klar over, at der sommetider kan opstå konflikter mellem flugtskydebaner og deres naboer. Selvom samfundets og jægerstandens egne krav til jægernes skydefærdigheder selvfølgelig fordrer gode træningsfaciliteter, kan tolerancen overfor støjgener af og til komme på prøve. For at undgå problemer, og for at sikre de mest optimale træningsbetingelser for fremtidens flugtskydebaner, har Danmarks Jægerforbunds skydebaneteam igen i år gennemført en patrontest i jagten på de nyudviklede patroner, der er mest støjsvage.

Første test blev gennemført sidste år, og dengang viste, at jægerforbundets rapport ”Måling af lydemission fra haglpatroner,” som blev udarbejdet i samarbejde med det rådgivende ingeniørfirma Sweco Acoustica samt grossister og flugtskytter, at hele 28 ud af 31 testede patroner lå 1-2 dB under kildeværdien i Miljøstyrelsens anbefalinger for støj i direkte skudretning. De pågældende anbefalinger er udarbejdet i en skrivelse, der udkom i foråret 2023.

Faktisk identificerede DJ-rapporten endda to patroner, som lå under de mere restriktive krav i styrelsens rapport fra 1997, som de fleste flugtskydebaners miljøgodkendelser er udregnet efter.

I år er det håbet, at de nye tests vil pege på endnu flere støjsvage patroner. Der er igen tale om et samarbejde med det rådgivende ingeniørfirma Sweco Acoustica, og en bred interessentgruppe bestående af grossister og producenter har fulgt og deltaget i patrontesten. Desuden har de deltagende parter i år været medfinansierende. I den forbindelse ønsker Danmarks Jægerforbund at takke deltagerne for deres engagement i patrontesten:

  • CNH Gunimport
  • Stilling Sport
  • Land & Fritid
  • Jaguar-Gruppen
  • Dansk Skytteunion – Skydesport Danmark
  • Langstrup Aktivitetscenter for Jagt og Natur

Derudover en særlig tak til Jægersprislejren for leje af formidable arealer og til Kr. O. Skov i Bording for lån af våben, mv.

Der blev denne gang testet i alt 45 patroner, og testen forløb meget positiv. Det forventes, at verificering af testen foreligger inden sommerferien. Den endelige rapport vil dog først kunne offentliggøres i løbet af september.