Netværksmøde med jagtbranchen
Tirsdag den 3. juni havde Danmarks Jægerforbund taget initiativ til et netværksmøde med dele af jagtbranchen for både at give en status på flere aktuelle emner og få værdifulde input fra de inviterede.
Som et led i jægerforbundets interessevaretagelse var repræsentanter for producenter, importører, grossister, forhandlere og butikker inviteret til netværksmøde i Jagtens Hus med det sigte at give et indblik i jægerforbundets interessevaretagelse og samtidig lytte til jagtgrejbranchens input til det videre samarbejde.
I det første indlæg gav Lars Thune Andersen, Danmarks Jægerforbund, en status på EU-processen der skal føre til udfasning af bly i jagtammunition på europæisk plan. Ud over den konkrete proces kom Lars Thune Andersen bl.a. ind på både kulturelle forskelle og traditioner i Europa for at bruge bly henholdsvis stål til jagt og konkurenceskydning.
Etik og elektroniske hjælpemidler
Herefter fulgte et kig ind i fremtidens teknologiudvikling på jagtudstyrsområdet. Her problematiserede Henrik Gynther, HG Agencies, over emnet og pegede på nogle af udfordringerne mellem våbenlovens og jagtlovens bestemmelser. Han argumenterede bl.a. for, at aktørerne i jagtbranchen bør sætte sig sammen og finde fremtidens balance i brugen af elektroniske hjælpemidler, hvilket naturligvis også skal inkludere etiske overvejelser.
Mødedeltagerne blev herefter introduceret til jægerforbundets interessevaretagelse på våben og skydningsområdet. Her fortalte Morten Sinding-Jensen, Danmarks Jægerforbund, om både den internationale og nationale indsats og kom ind på relationerne til politikere, myndigheder og de mange forskellige organisationer, som jægerforbundet samarbejder med.
Sidste indlæg inden frokost blev leveret af Lucas Absalon, Danmarks Jægerforbund, der fortalte om klimaaftryk i jagtens verden og kom bl.a. ind på transport, ammunition og våben, skydebaner, emballage og affald, beklædning og andet udstyr, som jægerne benytter sig af. En af pointerne var, at hvis vi skal undgå regulering udefra, skal vi selv være offensive.
Større synlighed
Efter frokost spurgte Niels Søndergaard, Danmarks Jægerforbund, deltagerne, om de havde ønsker til emner og faglige områder, som jægerforbundet kan tage mere fat i? Flere af deltagerne pegede på, at jægerforbundet i endnu højere grad skal vise jagtens positive sider – levere fakta om jagten og fortælle de gode historier i medierne.
Niels Søndergaard gav herefter deltagerne et indblik i jagtens mange udfordringer i nationalt og internationalt perspektiv. Han kom ind på naturens ”menneskeliggørelse”, om retten til at høste af den fornybare ressource vildtet er, om mennesket som en del af naturen, bestandsovervågning, manglende data for dokumentation af jagtens bæredygtighed og meget mere.
Lytter til omverdenen
- For jægerforbundet har det generelt meget stor værdi at netværke med de forskelle aktører i jagtens verden. I går var det således jagtgrejbranchen, som vi havde mange spændende drøftelser med, udtaler Niels Søndergaard og fortsætter:
- Det er vigtigt for os at høre, hvad aktørerne mener om både vores politiske retning og konkrete indsatser og derfor inviterer vi løbende forskellige målgrupper til netværksmøder.
- På baggrund af deltagernes umiddelbare reaktion efter mødet er jeg ikke i tvivl om, at vi igen skal invitere producenter, importører, grossister, forhandlere og butikker til netværksmøde i Jagtens Hus, slutter Niels Søndergaard.