Når sigtet gløder i mørket
Lørdag den 29. november 2025 afholdt Danmarks Jægerforbund i samarbejde med Xtrahunt og Hikmicro den første natjagtfeltskydning. Arrangementet fandt sted i Hevring skydeterræn og tiltrak deltagere fra nær og fjern.
Da solen gik ned, og resten af landets jægere blæste jagt forbi, mødte omkring 40 forventningsfulde skytter op i Hevring forsamlingshus. Her var der indrettet sekretariat og udstilling af Hikmicros mange produkter, og stemningen var fra start præget af entusiasme og nysgerrighed. Deltagerne havde på forhånd fået tildelt skydetider og mødetider til registrering og våbenkontrol, og efter tjek af våben, sigtemidler og tilladelser blev de transporteret i bil til første station.
Hvor mørket skærper sanserne
På station 1 tog stationschefen imod holdene i næsten totalt mørke, hvor selv velkendte ansigter var svære at genkende. Efter en kort instruks og fremvisning af skiverne fik deltagerne tid til at tænde og indstille deres natsigter, før skydningen begyndte.
På alle fem stationer skulle der skydes mod mindst to mål med fire skud pr. mål. Afstanden var ukendt, og på station 1 skød man siddende med anlæg i en tobenet skydestok. Tiden var knap – mellem 120 og 150 sekunder – og deltagerne skulle nå både at lade, finde målene og afgive otte skud. Det var en udfordring, som ikke alle fik løst inden for tidsrammen, og mange erfarede hurtigt, hvor meget mørket påvirkede både forberedelse og våbenhåndtering.
Hver station bød på nye udfordringer: forskellige skydestillinger, hjælpemidler, skivetyper og afstande. Øvelserne var så jagtrelevante som muligt, og flere deltagere beskrev indlæringskurven som stejl, men yderst lærerig.
Al begyndelse er svær
Natjagtfeltskydning er ikke tidligere afprøvet – hverken i Danmark, Norden eller måske resten af verden. Derfor blev arrangementet planlagt helt fra grunden med fokus på både sikkerhed og smidig afvikling. Grundstrukturen fulgte de kendte jagtfeltskydninger, men skiverne blev specialdesignet med en metalskive ophængt ved det vitale område, så træf kunne registreres både lydmæssigt og via termisk spotter. En deltager skød ad gangen, og to standpladser pr. station sikrede løbende afvikling.
Selv med grundige forberedelser opstod der udfordringer. De mange præcise skud på relativt korte afstande sled hårdt på ophæng og remme, og skiverne måtte løbende serviceres. Det gav naturlige pauser og enkelte forsinkelser. Da tiden løb ud, måtte placeringerne blandt seks deltagere afgøres ved lodtrækning.
Trods begyndervanskeligheder var oplevelsen overvejende positiv for både arrangører og hjælpere, og natjagtfeltskydningen er noget, der med stor sandsynlighed vil blive gentaget i fremtiden.