Når jægere holder vælgermøde
Esbjerg Jægerråd havde sat jagtlige temaer på dagsordenen da ni engagerede lokalpolitikere mødte de lokale jægere til vælgermøde i Ribe forud for det kommende kommunalvalg, der afholdes den 18. november.
Dagsordenen var klar: Vi taler om jagt og natur, og ikke om børnehaver og ældrepleje i aften, lød det indledningsvist fra ordstyrer Lasse Iversen Hansen. Ordene var henvendt til de ni kandidater fra hver sit parti, havde sagt ja til Esbjerg Jægerråds invitation til et jagtligt vælgermøde i Jægergården uden for Ribe.
Og med en fastlagt dagsorden, der bl.a. handlede om jagten på de kommunale arealer, brugen af skydebaner, vildtets vilkår ved indhegnede solcelleanlæg og, som en særlig lokal ting, de fortsatte jagtmuligheder ved Den Danske Naturfonds ambitiøse naturgenopretningsprojekt ved Kongeåen, var der da også rigeligt at tale om.
Positive toner fra ikke-jægere
Ikke alle fremmødte kandidater var jægere, men alle så positivt på jagten.
- Alene det, at mødet blæses i gang med jagthorn, viser traditionernes rolle. Derfor er der også plads til jagt i fremtiden, sagde Søren L. Christiansen fra Liberal Alliance, der ikke selv går på jagt.
Det gør Danmarksdemokraternes kandidat, Susanne Dyreborg, heller ikke, men hun havde en tilsvarende respekt for jægerne:
- Jeg ser jægerne som naturforvaltere, og dem skal vi sørme passe på, sagde hun fra sin plads bag en stor kronhjorte-kastestang, som hun havde medbragt til mødet.
Enhedslistens Henning Hyllested har, som han selv sagde det på mødet, aldrig haft et våben mellem hænderne. Han så genopretningen af en nedslidt og ødelagt natur som en politisk hovedopgave.
- Det er et kæmpe arbejde, som jægerne skal være en del af, pointerede han og roste de lokale jægeres gode samarbejdsevner.
Den grønne treparts udfordringer
Hele aftenen blev præget af en god og respektfuld tone. Også ved de emner, hvor de partipolitiske forskelle blev særligt tydelige. Det gjaldt f.eks. udmøntningen af den grønne trepart, hvor landbrugsjord skal tages ud af drift til fordel for ny natur og CO2-binding.
Tobias W. Lund fra de Radikale så den grønne trepart som helt afgørende rent naturpolitisk, men havde også en jagtlig vinkel på emnet.
- Jeg ser gerne, at lavbundsarealer, der udtages, overgår til kommunen, som så kan leje jagten ud til jægerne, sagde han.
- Mere vild natur giver mere vildt at skyde, understregede SF’s Peter Christensen, – og vi kan bare ikke være for ambitiøse, når det gælder arbejdet i den grønne trepart.
Her forfægtede Susanne Dyreborg, hvis parti, Danmarksdemokraterne, står uden for den politiske trepartsaftale, det modsatte synspunkt.
- Vi har noget fantastisk natur. Det er også marker og rapsmarker. Vi skal passe meget på med at tage landbrugsjord og lave det om til noget andet.
Henning Hyllested fra Enhedslisten løftede en advarende finger i forhold til udtagning af større arealer, både i den grønne trepart og i andre sammenhænge fordi jægerne efter hans vurdering risikerede at blive overset.
- En stor trussel mod jagten og jægerne er, at jorden koncentreres på stadigt færre hænder, advarede han, og anbefalede en kollektiv tilgang til jagtudøvelsen disse steder, så jagten ikke bare kommer til at ligge hos få, pengestærke jægere – eller eventuelt bliver udfaset helt.
Regulering giver respekt
Flere af kandidaterne fremhævede jægernes store indsats med regulering. Det gjaldt f.eks. Ib Nielsen fra Det Konservative Folkeparti er også selv jæger og som gennem en årrække har fulgt det store arbejde, der foretages lokalt med rågereguleringen i byerne.
- Her er et kæmpe samarbejde mellem kommunen og jægerne, understregede han.
Socialdemokraten Michael Harbøll fremhævede jægernes indsats ved reguleringen af invasive arter og så desuden høsten af naturens ressourcer som noget vigtigt.
- Der er også noget dyreetisk i det, jeg vil hellere spise vildt end andet kød.
Landmanden Kurt Bjerrum fra Venstre mindede forsamlingen om, hvor vigtigt det er for en fortsat accept at man også husker at fortælle andre om den indsats, som lægges frivilligt.
- Man skal sørge for at fortælle folk, hvad man gør. Det gør vi også inden for landbruget. Det er vigtigt at komme med de gode eksempler, både når det gælder landbrug og jagt, understregede han.
Hvorfor holde vælgermøde?
Ideen til at afholde vælgermøde op til kommunalvalget i november er blevet luftet på formandsmøderne i Danmarks Jægerforbund, og i Esbjerg Jægerråd var man hurtige til at gribe muligheden. Dagsordenen blev fastlagt af jægerrådets medlemmer, bl.a. efter input fra kreds 4’s hovedbestyrelsesmedlem, Jørn Pedersen, der gennem sin fortid som borgmester i Kolding har et solidt kendskab til lokalpolitik.
Jægerrådsformand Frederik Højberg Nielsen glæder sig over lokalpolitikernes opbakning.
- Det har virkelig været nemt at få politikere til panelet. Jeg skrev ud til kommuneformanden for de enkelte partier og fik hurtigt positive tilbagemeldinger. Enkelte af deltagerne har efterfølgende bedt om materiale om jagt og vildt som forberedelse, og det har vi naturligvis også hjulpet med fra jægerrådets side, fortæller han.
Til gengæld har det ligget lidt mere tungt med at få kommunikeret budskabet om vælgermødet ud til jægerne.
- Så hvis man planlægger noget tilsvarende, er det vigtigt, at man er meget bevidst om kommunikationen, og at de lokale jagtforeninger også aktivt er med til at oplyse om arrangementet. Sagerne på dagsordenen vedrører jo alle jægere i kommunen, lyder anbefalingen fra jægerrådsformanden.
Enighed om jagtleje og grønt råd
De indbudte kandidater kom vidt omkring i emnerne efterhånden som aftenen skred frem, og den afsatte tid blev overskredet en anelse. Nogle temaer gav anledning til debat, andre var der meget bred enighed om.
Et eksempel på sidstnævnte var accepten af, at der fortsat skal være rimelige vilkår for skydebanerne i kommunens område. Den fortsatte eksistens af et grønt råd i kommunen, hvor jægere og andre naturbrugere og grønne erhvervsinteresser samles, var der også stor opbakning til.
Endnu større enighed var der om, at det er de lokale jægere, der skal have jagtmulighederne på de kommunalt ejede arealer, og at dette skal være på favorable vilkår, også prismæssigt. På det punkt strakte enigheden sig lige fra Enhedslisten til Danmarksdemokraterne.
Fra salen kom der løbende spørgsmål og kommentarer. Ved mødets afslutning rejste den lokale jæger Johnny Iversen sig og roste arrangementet og de deltagende politikere.
- Det har været hamrende godt, det her. Jeg håber bare, at I står ved det, som I har sagt, afrundede han.
Det får de heldigste og dygtigste af kandidaterne måske fire år i byrådet til at bevise.