Mangler vi virkelig mere biologisk viden eller blot et stærkere samarbejde?

Disse tanker meldte sig efter DCE’s (Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet) 10. temadag med overskriften “Jagt, regulering og bestandsforvaltning – teori og praksis.” Som altid var det inspirerende at høre dygtige forskere dele deres indsigt. Men også denne gang lød den velkendte konklusion: Vi har brug for mere viden. Spørgsmålet er bare, om det er sandt. For særligt inden for hjortevildtforvaltningen ligger der allerede et solidt vidensgrundlag, som kunne danne basis for både kloge beslutninger og bæredygtig handling – hvis blot vi formår at bruge det rigtigt. Det var et af mine budskaber i den paneldebat jeg inviteret med i.

Jægerne i krydspres

Jægere befinder sig i et konstant krydspres mellem forskellige interesser. Lodsejere og jagtudlejere ønsker ofte at nedbringe bestandene af store hjortevildtarter for at reducere skader på skov og afgrøder. Andre, herunder naturinteresserede og dele af forskningsverdenen, ønsker derimod flere dyr, fordi større bestande kan styrke biodiversiteten og skabe variation i økosystemet.

Det paradoksale er, at både jægere og forskere i stigende grad vil det samme: en sund og livskraftig bestand af hjortevildt, som bidrager positivt til naturen. Udfordringen ligger ikke i manglende viden, men i at omsætte den eksisterende viden til en fælles forvaltningsretning. Vi skal ganske enkelt blive bedre til at handle sammen.

Hvor er de andre?

På temadagen slog én ting mig særligt: Hvor var de øvrige interessenter? Når man diskuterer vildtforvaltning, bør det ikke kun være forskere, myndigheder og jægere, der sidder med ved bordet. Lodsejere, landmænd, skovdyrkere, fiskere, naturorganisationer og almindelige borgere bør også være repræsenteret.

Når jægere eksempelvis deltager i regulering af råger eller måger er det en samfundsopgave der løses. Ønsket om regulering udspringer af landbrugets og borgernes behov. Derfor må disse grupper naturligvis også være en del af dialogen, hvis løsningerne skal være holdbare.

Hvis vi virkelig ønsker en helhedsorienteret vildtforvaltning, må vi samle alle aktører om samme bord. Måske er det ikke mere biologisk viden, vi mangler, men snarere evnen til at bruge den sammen. For forvaltning handler i høj grad om mennesker: om adfærd, holdninger og samarbejde.

Vi ved fra undersøgelser, at planteavlskonsulenters rådgivning om natur og vildt ofte præges af usikkerhed. Mange er i tvivl om reglerne, og myter florerer. Samtidig oplever nogle rådgivere, at landmændene ikke efterspørger naturfaglig rådgivning, og derfor dropper de den helt. Resultatet bliver, at vi mister et vigtigt bindeled mellem forskning og praksis.

At tilegne sig viden er ikke svært. Udfordringen ligger i at omsætte den til handling. Det kræver tillid, respekt og dialog. Hvis ikke alle relevante parter inddrages, risikerer vi, at samtalen bryder sammen, før den overhovedet begynder.

Jægernes rolle og ansvar

Jægerne spiller her en afgørende rolle. Jagt handler ikke kun om trofæer, men om fællesskab, ansvar og respekt for naturen. Når jægere bidrager med data, observationer og engagement, bliver de en uundværlig del af naturforvaltningen.

En bæredygtig vildtforvaltning opstår, når forskere, myndigheder, forvaltere, landmænd, lodsejere, skovdyrkere og jægere mødes i åben dialog og deler viden om, hvordan jagt og regulering kan anvendes som redskaber til at sikre sunde bestande – og til at mindske konflikter mellem mennesker, natur og vildt.

I sidste ende handler det ikke kun om dyr og natur. Det handler om mennesker, der i bund og grund ønsker det samme: en rigere natur, sunde vildtbestande og en forvaltning baseret på tillid, faglighed og fælles ansvar.

Forstyrrelsesdebatten forstyrres af ensidighed

Et særligt oplæg på temadagen viste, hvor galt det kan gå, når faglige drøftelser glider over i politiske positioner. Debatten om forstyrrelse af trækvildt blev reduceret til en ensidig kritik af jagt – uden at tage højde for de mange andre typer forstyrrelser, som fugle udsættes for. Det er ikke en seriøs tilgang.

Selvfølgelig forstyrrer jagt lige som mange andre aktiviteter. Det ved enhver jæger. Men forstyrrelse skal vurderes på bestandsniveau, ikke på individniveau. Skal vi have en saglig debat, må den bygge på fakta og helhed – ikke på anekdoter eller særinteresser.

Miljøstyrelsens egne analyser af fløjlsand og havlit (Petersen m.fl. 2019) viser, at fuglene, som overvintrer i Danmark, er i god kondition og finder rigeligt føde – også i områder, hvor der jages. DCE’s rapport nr. 511 (2023) konkluderer endda, at motorbådsjagtens forstyrrelser er ubetydelige sammenlignet med turisternes aktiviteter om sommeren. I Aalborg Bugt ses de højeste tætheder af de fredede fløjlsænder netop dér, hvor motorbådsjagt på sortænder også foregår.

Derfor bør debatten om jagtens betydning for fuglelivet baseres på fakta, ikke følelser. Jagt forstyrrer midlertidigt, men er ikke skadeligt for bestandene. Fuglene tilpasser sig, finder føde og bevarer god kondition. Danmarks Jægerforbunds egne vægtdata fra edderfugle og svømmeænder dokumenterer, at fuglenes gennemsnitsvægt ikke falder gennem jagtsæsonen, men tværtimod stiger. Fuglene er i topkondition, når jagten slutter i januar, hvilket er en direkte indikator på, at forstyrrelsen ikke påvirker deres energibalance.

Viden og respekt som fælles grundlag

Hvis målet er at sikre sunde bestande og rig natur, må vi insistere på en forvaltningskultur, der bygger på objektiv viden, respekt for forskellige interesser og viljen til samarbejde. For naturforvaltning handler i sidste ende om meget mere end biologi: Den handler om mennesker, der skal finde fælles fodslag i mødet mellem tradition, ansvar og faglighed.