Jagtinteresse blev drivkraft bag nyt vådområde ved Tange Å
Landmand og jæger Erik Tind Kristensen fra Kjellerup omlægger 8,5 hektar engjord til vådområde i samarbejde med kommunen. Projektet udspringer af hans passion for jagt og natur, og ifølge Danmarks Jægerforbund viser det, hvordan jagt kan være en vigtig drivkraft for naturforvaltning.
Da kommunen henvendte sig til Erik Tind Kristensen med planer om at etablere et vådområde på hans engarealer ved Tange Å, fandt parterne frem til en løsning, som både gavner naturen og tager hensyn til områdets landskab. Det skriver LandbrugsAvisen.dk.
Området på 8,5 hektar har i mange år været eng og vanskeligt at dyrke. For Erik Tind Kristensen giver det nu mere mening at lade naturen få plads: Han ser frem til, at området bliver et levende vådområde med plads til vand, fugle og vildt – frem for uproduktiv jord, der blot skulle slås en gang om året. For ham er det også et spørgsmål om glæden ved naturen. Som både jæger, spejderleder og naturformidler arbejder han aktivt med at skabe bedre forhold for dyre- og planteliv, blandt andet gennem shelters og naturplejeprojekter.
- Jeg er glad for at se, at det bliver til noget andet end uproduktiv jord, der bare skal slås en gang om året. Jeg er spændt på at se, hvordan området kommer til at forandre sig, siger Erik Tind Kristensen til LandbrugsAvisen.dk.
Jagt som motor for mere natur
Ifølge Niels Søndergaard, chef for vildtforvaltning, interessevaretagelse og uddannelse i Danmarks Jægerforbund, er projektet et godt eksempel på, hvordan jagtinteresse kan være en positiv drivkraft i naturforvaltningen.
- Jagt er meget mere end en fritidsinteresse. For mange lodsejere er jagten en afgørende motivation for at skabe og bevare natur. Det gælder alt fra vådområder og vandhuller til skovrejsning og vildtpleje, siger Niels Søndergaard.
Han understreger, at en stor del af Danmarks natur ligger på private arealer, og at jægere og lodsejere her spiller en nøglerolle i at sikre både biodiversitet og levesteder for vildtet.
- Når vi anerkender jagtens rolle som drivkraft for naturpleje, får vi flere lodsejere med på at tænke naturen ind i deres drift. Det er helt afgørende, hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling og nå EU’s biodiversitetsmål, siger Niels Søndergaard.
Dialogen som nøgle til grøn fremdrift
Hos rådgivningsvirksomheden Velas fremhæver afdelingschef Anne Freund Grøftehauge ifølge LandbrugsAvisen.dk, at samarbejdet mellem lodsejere og myndigheder er nøglen til at nå målene i Grøn Trepart. Hun kalder projektet ved Tange Å et godt eksempel på, hvordan faglig dialog og lokale initiativer kan skabe naturgevinster til gavn for både klima, landbrug og biodiversitet.
Kilde: “Landmand siger farvel til 8,5 hektar uproduktiv jord – eng bliver til vådområde” - LandbrugsAvisen.dk