Jagtforeninger går forrest i arbejdet med bæredygtighed
Med støtte fra Nordea-fonden har Danmarks Jægerforbund sat gang i et treårigt projekt, der skal hjælpe jagtforeninger med at arbejde strategisk med miljø, socialt ansvar og god ledelse.
Jagt handler ikke kun om at skyde og nedlægge vildt – det handler lige så meget om ansvar, naturpleje og fællesskab. Det vil Danmarks Jægerforbund nu sætte ekstra fokus på med et nyt treårigt projekt, der skal hjælpe landets jagtforeninger med at arbejde mere strategisk med bæredygtighed og vise, hvordan jagt og ansvar hænger sammen i praksis.
Projektet “ESG i jagtforeninger” er støttet af Nordea-fonden og tager udgangspunkt i den internationale ESG-tilgang, som står for miljø (Environmental), socialt ansvar (Social) og god ledelse (Governance). I praksis betyder det, at jagtforeninger får redskaber til at tænke bæredygtighed ind i både aktiviteter, fællesskab og bestyrelsesarbejde.
- Vi vil vise, at bæredygtighed og jagt ikke er hinandens modsætninger – tværtimod. Jagtforeningerne har både ansvar og mulighed for at gøre en forskel lokalt, og med den rette viden kan de blive eksempler på, hvordan foreningslivet kan tage ansvar i praksis, siger Lucas Absalon, projektleder i Danmarks Jægerforbund.
Som en del af projektet udvikles ESG-guides, podcasts og webinarer, der gør det nemt for foreningerne at komme i gang. Derudover afholdes roadshows i alle otte kredse, hvor foreninger kan mødes, dele erfaringer og hente inspiration.
En vigtig del af indsatsen er et årligt mentorforløb, hvor ti foreninger går forrest. Her får de skræddersyede værktøjer og sparring, der understøtter lokale løsninger – og som skal gøre dem til eksempler, andre kan lade sig inspirere af.
- Med de nye værktøjer kan foreningerne få et klart overblik over, hvor de står i dag – og hvor de kan styrke deres indsats. Det kan handle om alt fra affaldshåndtering og energiforbrug til at skabe inkluderende fællesskaber og en stærkere organisering, fortæller Lucas Absalon.
- Foreningerne får mulighed for at arbejde mere målrettet med udvikling og ansvar. Det styrker både fællesskabet, tiltrækker nye medlemmer og viser, at jagtens verden tager sin rolle i samfundet alvorligt, afslutter han.
Målet er klart: Jagtforeningerne skal ikke blot værne om natur og vildt, men også blive forbilleder for, hvordan foreninger kan arbejde helhedsorienteret med bæredygtighed og fællesskab.
Kunne din jagtforening være interesseret i at deltage i mentorforløbet? Så kontakt Lucas Absalon på lua@jaegerne.dk eller tlf. 26 79 55 64.