Offentliggjort den: 06. november 2025

Jagt er nødvendigvis ikke en forhindring for øget biodiversitet

Ny rapport peger på et stort behov for mere beskyttet natur og skærpet regulering, men slår samtidig fast, at jagt ikke er en hindring for øget biodiversitet. Jagt kan tværtimod indgå som en del af naturforvaltningen, hvis den er bæredygtig og dokumenteret understøtter naturens udvikling.

Tekst: Sandie Lohse Sørensen
Foto: Niels Søndergaard

Biodiversitetsrådet har netop udgivet en rapport som giver en sammenfatning af ”mere og bedre finansiering af Danmarks biodiversitetsindsats” som netop estimerer det finansielle gab i forbindelse med den danske biodiversitetsindsats for at leve op til de internationale forpligtelser. I maj 2025 udkom biodiversitetsrådets rapport, der giver et samlet overblik over Danmarks naturtilstand og anbefalinger til, hvordan biodiversiteten kan styrkes. Rapporten konkluderer, at naturen fortsat er under pres, og at Danmark er langt fra at opfylde EU’s biodiversitetsmål for 2030. Rådet peger på, at der er behov for en markant udvidelse af strengt beskyttede arealer, mere plads til urørt natur og en omlægning af land- og skovbrug for at skabe sammenhængende økosystemer.

Hovedkonklusionerne i rapporten er:

  • Danmark skal øge andelen af beskyttet natur fra ca. 15 procent til mindst 30 procent inden 2030, heraf 10 procent som strengt beskyttet natur uden intensiv menneskelig aktivitet.
  • Der anbefales forbud mod jagt, skovdrift og landbrug på de strengt beskyttede arealer for at sikre økosystemernes naturlige udvikling.
  • Bæredygtig arealforvaltning og naturgenopretning skal ske gennem partnerskaber mellem stat, kommuner, lodsejere og civilsamfundet.
  • Jagt nævnes som en aktivitet, der kan være forenelig med biodiversitet, men kun under visse betingelser – især når jagten understøtter naturpleje og vildtforvaltning.

Følges disse konklusioner vil det få store konsekvenser for alle naturbrugere, og særligt jægernes adgang til jagt, rolle og ansvar i fremtidens naturforvaltning.

Jagt i strengt beskyttet natur

Biodiversitetsrådet lægger op til, at jagt i disse områder som udgangspunkt skal begrænses eller helt ophøre, medmindre der kan dokumenteres en positiv effekt på natur og biodiversitet. Vi bemærker dog den manglende dokumentation for jagtens mulige negative effekter, dermed får påstanden karakter af fornemmelser frem for faglig dokumentation. Det er tankevækkende.

Biodiversitetsrådets tilgang kunne betyde, at mange traditionelle jagtområder, især statslige skove og vådområder kan blive lukket for jagt, hvis anbefalingerne omsættes direkte til lovgivning.

Vi har tidligere understreget følgende:

“Tanken om et forbud mod jagt og fiskeri i strengt beskyttede områder er for længst forkastet på EU-plan. EU’s klare budskab er, at jagt og fiskeri ikke på forhånd kan anses for uforeneligt med kravene til strengt beskyttede områder.”

EU: Jagt kan forekomme i strengt beskyttede områder

I EU-Kommissionens vejledning til medlemslandene (dokument 12d0d249-0cdc-4af9-bc91-37e011620024_en) fremgår det tydeligt, at:

“Rekreative aktiviteter, herunder jagt og fiskeri, kan finde sted i strengt beskyttede områder, så længe de ikke strider mod områdets bevaringsmål, og så længe aktiviteterne er velregulerede og under kontrol.”

Det betyder, at jagt ikke blot er tilladt, men at det kan være en integreret del af naturbeskyttelsen, når den udføres på et bæredygtigt grundlag.

I Danmark er dette netop tilfældet. Jagt- og vildtforvaltningsloven sikrer, at jagten er bæredygtig og løbende tilpasses udviklingen i bestandene. Dansk jagt er dermed allerede i overensstemmelse med både EU’s naturpolitik og internationale bevaringsprincipper.

At forbyde jagt i strengt beskyttet natur vil altså nødvendigvis ikke styrke naturen. Tværtimod kan et jagt-forbud skabe afstand mellem mennesket og landskaber, der i dag forvaltes med omhu. Hvis vi vil have en levende natur, må mennesker være en del af løsningen. Det er ejerskab, deltagelse og ansvar, der beskytter naturen og ikke forbud og hegn.

Øget krav om dokumentation og bæredygtighed

Meget tyder på at vi som jægere skal blive endnu bedre til at formidle og dokumentere jagtens bæredygtighed, og vise at jagten rent faktisk kan bidrage til øget biodiversitet igennem vores naturforvaltning.

Mulighed for samarbejde

Rapporten fremhæver civilsamfundets rolle, hvilket åbner for, at Danmarks Jægerforbund kan få en vigtig plads i fremtidige partnerskaber om naturforvaltning. Det er meget positivt. Jægernes lokale viden og praktiske erfaring kan blive en ressource i biodiversitetsprojekter, især i områder, hvor jagt er den drivende faktor for at skabe mere og bedre natur, samt passe på den eksisterende natur.  

I fremtiden bliver det afgørende at dokumentere jagtens naturbidrag og vise at jagt kan agere som en del af løsningen – ikke nødvendigvis problemet. Det er vi godt i gang med og heldigvis bunder meget modstand imod jagt, og påstande om at jagt er en trussel mod biodiversitet, i at vi som jægere ikke har været dygtige nok til at forklare jagtens og jægernes rolle i naturforvaltningen.

I Danmarks Jægerforbund vil vi fortsat arbejde med at jagten baseres på regenerative principper, hvor jægerne har viden og forståelse for hvordan vi kan tage del i naturgenopretningsprojekter hvor jagten sagtens kan være en del af løsningen.

Biodiversitetsrådets rapport markerer en ny fase i dansk naturpolitik. Hvis anbefalingerne følges, vil jagten blive mere reguleret og evidensbaseret, men samtidig kan vi som jægere få en stærkere rolle som naturforvaltere, hvis vi formår at dokumentere positive bidrag til biodiversiteten.

Vi savner dog at den kritik af jagten, som værende et problem for øget biodiversitet, baseres på et fagligt grundlag og ikke blot fornemmelser.

Jagtens fremtid i Danmark bliver dermed i høj grad et spørgsmål om balance mellem beskyttelse og bæredygtig brug af naturen, hvor jagten netop kan være forenelig med øget biodiversitet.