Jægerne skal høres og ses
Tirsdag den 18. november 2025 afholdes kommunal- og regionsvalget. Det er en oplagt mulighed til at sætte naturen, jagten og jægerne på den kommunalpolitiske dagsorden med konkrete spørgsmål.
Hvis vi vil have indflydelse på den kommunalpolitiske dagsorden og i særdeleshed på de emner, som fylder i jægernes hverdag, så er det helt afgørende, at vi gør opmærksom på vores holdninger over for både nuværende kommunalpolitikere og kandidater til det kommende kommunalvalg. Med andre ord skal vi høres og ses.
Kampen om mediernes og politikernes gunst er stor, så det gælder om at være forberedt i bestræbelserne på at sætte jægernes mærkesager på den kommunalpolitiske dagsorden. Her er valgmøderne landet over en kærkommende mulighed for netop at give naturen og jagten en lokalt forankret stemme.
Flere jægerråd har grebet muligheden og holder møde med lokalpolitikere for at fortælle om både lokale udfordringer og muligheder for jagten og jægerne. Ligger det ikke lige for selv at arrangere møde med lokalpolitikere, så vær opmærksom på de kommende vælgermøder eller mød politikerne på gaden og få en lokal snak om naturen og jagten i kommunen.
Som vi allerede har skrevet i nyheden Giv jagten en lokalpolitisk stemme, som du også finder på Jægerweb under Kommunalvalg 2025 med links til uddybende materiale, ligger det lige for at bringe den Grønne Trepart, VE-anlæg og skydebaner i spil frem mod kommunalvalget.
Helt konkret kan der stilles følgende spørgsmål til kommunalpolitikere og kandidaterne til det kommende kommunalvalg:
- Hvordan vil I arbejde for lokal borgerinddragelse til sikring af et aktivt friluftsliv, herunder jagt i forbindelse med den Grønne Treparts omlægningsplaner?
- Vil I både i forhold til trepartens omlægningsplaner og helt generelt arbejde for, at det grønne råd bliver brugt aktivt som samlende forum for de lokale interessenter, herunder jægerne?
- Forholder I jer til nødvendigheden af hegn og dermed vildtets frie bevægelighed ved etablering af nye solcelleanlæg?
- Forholder I jer i forbindelse med nye solcelleanlæg til vildtets levesteder og naturindholdet i solcelleanlæggene? Hvem rådfører I jer i givet fald med? (Jægerne står klar med rådgivning).
- Hvad er jeres holdning til udendørs skydebaner i jeres kommune?
- Er I klar til at arbejde aktivt for, at jægere og sportsskytter kan dyrke deres helt legitime fritidsinteresse, og samtidig sikre, at de både kan aflægge skydeprøver og dygtiggøre sig som forberedelse til jagten?
Hjælp at hente
Opstår der behov for politisk eller procesmæssig sparring frem mod det forestående kommunalvalg i november, så kontakt gerne Danmarks Jægerforbunds hovedbestyrelsesmedlem Jørn Pedersen på tlf.: 51 48 27 38; jpe@jaegerne.dk
Øvrige kontaktpersoner:
- Grøn trepart: Jakob Bergmann Nielsen, chefkonsulent, Natur- og vildtpleje samt landbrug, jbn@jaegerne.dk
- VE-anlæg: Thomas Vincent Marcussen, Vildt- og naturkonsulent, ttm@jaegerne.dk
- Skydebaner: Kontaktperson: Morten Thim Jensen, specialkonsulent og projektleder, GIS og Skydebaner mtj@jaegerne.dk
- Grønt råd: Jesper Brixen, organisationskonsulent, jbr@jaegerne.dk
Materialet bliver også publiceret på Jægerweb.