Jægerne på folkemødet
Som en del af Danmarks Jægerforbunds interessevaretagelse, deltog vi igen i år i Folkemødet på Bornholm. Her blev der debatteret, netværket og uddelt smagsprøver på råger og rådyr.
På årets folkemøde på Bornholm, var Danmarks Jægerforbund igen deltager i flere spændende debatter, om bl.a. handicappedes adgang til naturen, markvildtets udfordringer i den grønne trepart og hvorvidt jagt og naturpleje er venner eller modsætninger.
Deltagelsen på folkemødet er en del af Danmarks Jægerforbunds interessevaretagelse, og det giver en unik mulighed for at møde og tale med et hav af politikere og kolleger fra andre grønne organisationer i uformelle rammer. Således også i år hvor der kom flere aftaler om fremtidige møder og eventuelle samarbejder i kalenderen.
Formand for Danmarks Jægerforbund, Claus Lind Christensen var da også godt tilfreds med folkemødet. -Det var nogle helt igennem gode dage, som gjorde det et folkemøde kan og skal. Debatter og samtaler med alle mulige mennesker, som både giver input til det daglige arbejde, og sikrer, at vi får spredt vores budskab.
Kreds 8 trak publikum til
En fast og helt uundværlig del af vores deltagelse på folkemødet, og nok også det største hit blandt publikum, er, når de frivillige fra kreds 8 griller både råger og sommerbuk, der bliver delt ud som smagsprøver.
I år var der gang i grillen både fredag og lørdag, og folk stod i kø til smagsprøver allerede længe før uddelingen begyndte. Der var mange nysgerrige spørgsmål og stor interesse for smagsprøverne, og vi må endnu engang takke kreds 8 for et helt igennem velsmurt og velgennemført arrangement. Deres indsats giver uvurderlig goodwill og opmærksomhed omkring jagten.