Indvielse af Danmarks første naturnationalpark
Lørdag den 21. juni indvier miljøminister Magnus Heunicke den første naturnationalpark i Danmark i Fussingø. Arrangementet er åbent for alle og byder blandt andet på naturvandringer, bioblitz og pandekager over bål.
Et enestående skridt for naturen og biodiversiteten finder sted, når Danmarks første naturnationalpark åbner den 21. juni i Fussingø. Naturnationalparken udgør et naturområde på 833 hektar, hvor store dyr skal græsse i landskabet, og hvor skovene skal være urørte, så væltede træer får lov at ligge i skovbunden. Det skal give grobund for mere biodiversitet og hjælpe truede arter som Panzers træsaftsvirreflue og Stellas mosskorpion til bedre levevilkår.
Det skriver Naturstyrelsen i en pressemeddelelse.
Miljøminister Magnus Heunicke indvier naturnationalparken, og der bliver blandt andet mulighed for naturvandringer, sange og musik og pandekager over bål. Der vil også være en såkaldt bioblitz, hvor alle kan være med til at finde og registrere så mange arter som muligt i naturnationalparken i løbet af et døgn.
- Indvielsen af Danmarks første naturnationalpark er startskuddet til mere og bedre vild natur. Naturnationalparken i Fussingø er et smukt naturområde med moser, enge og åer, der slynger sig. Et naturområde, hvor vi nu træder et skridt tilbage og giver naturen mulighed for at udvikle sig på sine egne præmisser. Uanset om du er til fods, til hest eller på cykel er der mulighed for spændende naturoplevelser, ro og fordybelse, siger miljøminister Magnus Heunicke.
Indvielsen starter i morgen, lørdag den 21. juni kl. 10.00 og slutter kl. 17.00. Bioblitzen løber dog fra lørdag kl. 10.30 til søndag kl. 10.30 og afsluttes søndag formiddag med offentliggørelse af de fundne arter.