Offentliggjort den: 19. december 2025

Indstilling af kandidater til DJ’s regionale hjortevildtsrepræsentanter

Danmarks Jægerforbund søger nu kandidater til det regionale arbejde med hjortevildt – udpegningen finder sted i foråret 2026.

Tekst: Thomas Vincent Marcussen
Foto: Max Steinar

I foråret 2026 skal DJ’s regionale hjortevildtsrepræsentanter udpeges. Er du interesseret i DJ’s regionale arbejde med hjortevildt, kan du derfor nu stille dit kandidatur til rådighed. Processen for udpegning er som følger:

I januar orienteres jægerråd og jagtforeninger om den forestående udpegning af regionale hjortevildtsrepræsentanter via jægerrådsårsmøder, nyhedsbreve og Danmarks Jægerforbunds hjemmeside. Interesserede kandidater skal herefter meldes til jægerrådsformændene senest den 1. april. Jægerrådsformændene samler kandidaturerne og videresender dem til den koordinerende kredsformand.

I løbet af april indkalder de koordinerende kredsformænd alle berørte jægerråd i det regionale hjortevildtforvaltningsområde til et fællesmøde, hvor valg af kandidater er et fast dagsordenpunkt. Blandt de deltagende repræsentanter fra jægerrådene vælges to kandidater blandt de indstillede, som ud fra funktionsbeskrivelsen vurderes egnede til at repræsentere hjortevildtforvaltningsområdet.

Kredsformanden sender senest den 15. maj 2026 de to valgte kandidater til tvm@jaegerne.dk.

Herefter udpeger Danmarks Jægerforbunds Vildt- og Naturpolitiske Udvalg én af de to indstillede kandidater til hvert regionalt hjortevildtforvaltningsområde. Den udpegede DJ-repræsentant tiltræder hvervet tidligst den 1. juli 2026 eller på et andet aftalt tidspunkt.

Hovedfunktionerne

De regionale hjortevildtsrepræsentanters hovedfunktioner er jævnfør funktionsbeskrivelse følgende:

”DJ´s repræsentanter i de regionale hjortevildtgrupper skal være koordinerende med kredsens ressourceperson med ansvar for bestandsovervågning til at bidrage til, bestandsovervågning og dataindsamlingen skal være så specifik og valid som overhovedet muligt.

Som medlem af Den Regionale Hjortevildtgruppe er du DJ’s regionale/lokale repræsentant via jægerrådene i den geografi, som repræsenteres. For lokale forhold skal du søge mandat til opgaven ved inddragelse af de respektive jægerråd, Du skal bidrage til en konsensussøgning blandt medlemmerne af de regionale hjortevildtgrupper. Se kommissorium for de regionale hjortevildtsgrupper.

Alt efter rollefordelingen i den regionale gruppe skal man kunne gennemføre mødeledelse og konkludere på drøftelser på en respektfuld måde, hvor medlemmernes synspunkter afspejler sig demokratisk i beslutninger og indstillingerne fra den respektive hjortevildtgruppe.

Man skal kunne bidrage til at formidle vildt- og naturudvalgs indsatser, mål og succeskriterier knyttet til hjortevildt.”

Læs den fulde funktionsbeskrivelse, og se et kort over de nuværende regionale områder. Ved spørgsmål, så kontakt vildt- og naturkonsulent Thomas Vincent Marcussen på mail tvm@jaegerne.dk eller på telefon 20905161.