Import af jagttrofæer presses af urimelige krav
Danske importører presses af bureaukrati, høje gebyrer og langsom sagsbehandling i forbindelse med import af jagttrofæer. Danmarks Jægerforbund kalder sagen principiel og arbejder nu politisk for at sikre rimelige og fair vilkår.
Danmarks Jægerforbund har i marts 2025 taget fat i sagen om import af jagttrofæer, der efter forbundets opfattelse rammes af unødvendigt bureaukrati og uforholdsmæssigt høje omkostninger i Danmark – til skade for både danske virksomheder og jægere.
- Vi ser det her som en principsag, hvor en helt legitim forretning chikaneres af udenlandske toldmyndigheder og ineffektive processer, siger Niels Søndergaard, chef for vildtforvaltning, interessevaretagelse og uddannelse i Danmarks Jægerforbund.
Siden foråret har sagen været drøftet bilateralt i regi af de europæiske jagtorganisationer CIC og FACE, og forbundet afventer nu en tilbagemelding fra Toldstyrelsen for at kunne gå videre til rette instanser.
Fødevarestyrelsen: CITES-regler skal beskytte truede arter
Hos Fødevarestyrelsen understreger man, at sagsbehandlingen i forbindelse med import af jagttrofæer sker på baggrund af Danmarks internationale forpligtelser under CITES-konventionen.
- Vi forvalter reglerne med det formål at sikre, at der ikke sker ulovlig handel med truede arter. Derfor er det nødvendigt, at dokumentation og kontrol er grundig, lyder det i en skriftlig udtalelse fra Sine Norlander Andreasen, dyrlæge i Fødevarestyrelsen.
Styrelsen oplyser, at den løbende forsøger at vejlede importører bedst muligt og er åben for dialog om administrative forbedringer, men afviser, at Danmark skulle have en unødigt restriktiv praksis sammenlignet med andre EU-lande.
Hos jægerforbundet er man bekymret over udviklingen og den ulighed, der tilsyneladende hersker mellem medlemslandene i EU.
- Vi vil arbejde for, at danske myndigheder får øjnene op for, at importen af jagttrofæer både er lovlig, bæredygtig og vigtig for både danske jægere og udenlandske samarbejdspartnere – og at sagsbehandlingen skal afspejle det, siger Niels Søndergaard.