Offentliggjort den: 24. september 2025

Hvorfor Danmarks Jægerforbund er engageret i IUCN

Når IUCN – International Union for Conservation of Nature – samler verdens lande, organisationer og eksperter til Verdenskongressen om Naturbeskyttelse i oktober, er Danmarks Jægerforbund med til at sikre, at jagtens stemme bliver hørt.

Tekst og Foto: Niels Søndergaard

Danmarks Jægerforbund har netop afgivet mere end 100 stemmer på forslag til kommende resolutioner, der skal fastholde bæredygtig udnyttelse som et centralt princip i international naturbeskyttelsespolitik. Her har vi en unik mulighed for at påvirke beslutninger, der får global betydning – og for at fastholde anerkendelsen af jagt som både aktiv naturforvaltning og en legitim, bæredygtig rekreativ fritidsaktivitet, hvor benyttelse og beskyttelse går hånd i hånd.

Baggrunden for vores engagement er klar: Omkring 80 procent af den lovgivning, der danner rammen for jagten i Danmark, stammer fra EU og internationale aftaler. Hvis vi ikke deltager i de internationale fora, er der ingen, der varetager de danske jægeres interesser. Derfor er det nødvendigt, at Jægerforbundet tager aktiv del i den globale naturpolitiske dialog.

IUCN er verdens største og mest indflydelsesrige netværk for naturbevarelse, hvor regeringer, civilsamfund, forskere, oprindelige folk og private aktører mødes om fælles beslutninger. Medlemskredsen domineres af naturbeskyttelsesorganisationer, og kun få jagtorganisationer er repræsenteret. Det gør det afgørende, at vi er til stede og sikrer, at vildtets og jægernes perspektiv også indgår i beslutningerne. Vi ved, at flere jagtkritiske organisationer enten allerede er blevet medlemmer eller overvejer det – derfor er vores tilstedeværelse vigtig for at fastholde balancen og flertallet for organisationer, der står på mål for bæredygtig udnyttelse.

Medlemskab af IUCN giver os direkte indflydelse på resolutioner og beslutninger, som ofte bliver retningsgivende for regeringer, internationale aftaler og donorers prioriteringer. Disse beslutninger kan styrke – eller underminere – anerkendelsen af jagt som et legitimt redskab til naturbeskyttelse. Derfor bygger vi vores stemmer på Jægerforbundets natursyn og strategiske mål, altid med vildtets tarv som udgangspunkt og med en solid videnskabelig tilgang.

IUCN’s styrke er evnen til at samle mange forskellige stemmer i en fælles indsats for en sund og rig natur. For Danmarks Jægerforbund er det afgørende at være en del af dette fællesskab, så vi kan bidrage til at skabe varige løsninger, der både gavner naturen, biodiversiteten og den bæredygtige jagt.

Hvad er IUCN

 

IUCN (International Union for Conservation of Nature) er en verdensomspændende organisation, som arbejder for beskyttelse af naturen og de vilde dyrs bevarelse.

Det er en medlemsorganisation, der på en unik måde består af både regeringer og civilsamfundsorganisationer. Ved at udnytte erfaringen, ressourcerne og rækkevidden fra sine mere end 1.400 medlemsorganisationer samt bidraget fra omkring 17.000 eksperter er IUCN den globale autoritet inden for vurderingen af naturens tilstand og de tiltag, der er nødvendige for at beskytte den.

IUCN har udviklet rødlistesystemet samt en række andre værktøjer, som anvendes til at monitere tilstanden af vores natur og arternes bevaringsstatus.

Målsætning: Bevarelse af natur og mangfoldighed. Fornuftig ("wise") udnyttelse af naturressourcer. Styrkelse af harmoni mellem menneske og resten af naturen. Verdensomfattende bevarelsesstrategi ("World Conservation Strategy").

IUCN har over 1.400 medlemmer fra mere end 160 lande, og kan opdeles i fire hovedkategorier:

  • Stater og statslige institutioner – for eksempel hele lande (som Danmark, Tyskland, Kenya, USA m.fl.) og ministerier eller styrelser.
  • Regeringsorganisationer – regionale eller nationale naturbeskyttelsesmyndigheder.
  • Ikke-statslige organisationer (NGO’er) – både store internationale organisationer som WWF, BirdLife International, Conservation International og TRAFFIC samt nationale foreninger, herunder jagtorganisationer som Danmarks Jægerforbund.
  • Forsknings- og uddannelsesinstitutioner – universiteter, forskningscentre og videnskabelige selskaber, der arbejder med natur og biodiversitet.