Offentliggjort den: 15. september 2025

Husker du de jagtetiske regler?

Alle vildtarter er ligeværdige. Skyd kun, hvis der er frit skudfelt. Undlad at jage, når vejrliget gør vildtet særlig sårbart. Det er blot tre af de 53 jagtetiske regler.

De jagtetiske regler er udarbejdet af Danmarks Jægerforbund, Vildtforvaltningsrådet og Naturstyrelsen, og formålet er at sikre, at der findes et sæt officielle retningslinjer, der angiver, på hvilken måde jagt skal udøves, så den er i overensstemmelse med god jagtmoral. En fortsat accept af jagt på naturens vilde pattedyr og fugle kræver i et moderne samfund, at jægerne ikke blot overholder jagtlovgivningen, men også udviser god jagtmoral og dermed respekterer jagtens etiske regler.

I regelsættet er det vægtet højt, at de jagtetiske regler

a) henvender sig direkte til den enkelte jæger,
b) er så kortfattede og klare som muligt og
c) kun omhandler jagtetik og ikke lovstof og jagtteknik.

Regelsættet er inddelt i syv hovedkategorier:

  • Generelle hensyn og hensynet til jagtens omdømme og etiske bæredygtighed
  • Hensynet til vildtbestandene
  • Hensynet til individet, der er genstand for jagten
  • Hensynet til andre naturbrugere
  • Hensynet til din medjæger
  • Hensynet til sikkerheden
  • Etisk jagt på hjortevildt

Du kan læse en uddybning af hver enkelt punkt på Ministeriet for Grøn Treparts hjemmeside her.

Derudover har Vildtforvaltningsrådet (VFR) formuleret en række jagtetiske regler, som knytter sig særligt til og kron- og dåvildtjagten. De mere specifikke regler for kron- og dåvildt skal - akkurat som alle øvrige etiske regelsæt - bidrage til at sikre en bred accept i offentligheden af jagten, hvilket er grundlaget for, at jægerne fortsat kan udøve kron- og dåvildtjagt uden detaljerede restriktioner.

Jagtetikette på fællesjagt

God og passende opførsel på fællesjagterne omfatter desuden følgende regler:

  • På vej til såten går jagtens deltagere ikke foran jagtlederen
  • Når man som skytte sættes på post af jagtlederen letter man på hatten og takker
  • Man skyder ikke til vildt, som åbenlyst tilbyder naboposten et bedre skud ved at passere tæt på denne
  • Man afbryder ikke sin post eller selskabet i øvrigt med telefonsnak
  • Det er respektløst over for jagtherren, og i øvrigt et brud på sikkerhedsreglerne at forlade sin post, før der gives signal til, at såten er slut
  • Hvis man ikke selv har en apporterende hund med, hjælper man til på andre måder, for eksempel ved at bære opsamlet vildt
  • Nedlagt vildt bæres på en passende måde: Hårvildt bæres i bagløbene, fuglevildt ved halsen (sneppe dog i benene)
  • Man skridter ikke hen over nedlagt vildt – det er mangel på respekt.

Husk, at det altid er den enkelte jægers ansvar at værne om vildtet og jagten ved at leve op til de jagtetiske regler. Hør også vores podcast om emnet: