Hunde formodes dræbt af ulv
To hunde er ved to forskellige lejligheder fundet døde, og begge vurderes dræbt af ulv. Ingen af hundene havde været under opsyn. DJ maner til besindighed og opfordrer generelt til altid at holde styr på sin hund.
I dag har Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) meddelt, at to hunde formodes dræbt af ulve. Den ene hund blev den 18. april fundet død i en vejkant syd for Ikast, mens den anden blev fundet godt en måned tidligere, den 10. marts i nærheden af Ulfborg. Der er ifølge SGAV blevet udtaget DNA, og i førstnævnte tilfælde har styrelsen konkluderet, at der her er tale om et ulveangreb. I det andet tilfælde har det imidlertid ikke været muligt med sikkerhed at fastslå, at hunden er dræbt af ulv. Hunden havde nemlig været bortløbet fra ejeren i halvanden måned, og selve dødsårsagen kan derfor ikke fastlægges. Det er dog styrelsens vurdering, at der er tale om samme type af bidemærker som ved angrebet i Midtjylland.
Der udbetales kompensation til begge hundeejere.
Tilfældige møder
Niels Søndergaard, chef for Vildtforvaltning, Interessevaretagelse & Uddannelse i Danmarks Jægerforbund, maner til besindighed og hæfter sig ved, at der højest sandsynligt har været tale om tilfældige møder mellem ulv og hunde, der har løbet omkring uden opsyn. Ifølge SGAV var hundene netop lukket ud om natten og færdedes frit, og at mødet er opstået tilfældigt.
- Man skal selvfølgelig altid sørge for at holde styr på sin hund, og i det tilfælde, hvor hunden har været bortløbet i halvanden måned, kan den endda helt have ændret adfærd i retning af at blive mere vild. Ingen ved, hvordan den kan have reageret på et møde med ulven, siger Niels Søndergaard, som også noterer sig, at ingen af tilfældene relaterer sig til jagt.
Havde der for eksempel været tale om en tæve i løbetid, ville en hanulv næppe have angrebet men i stedet bedækket tæven, hvorefter ejerne uforvarende risikerede at få et kuld hybrider ud af det - uden at vide det.
- Det er ikke forsvarligt. Så igen: Alle bør have kontrol over deres hunde og ikke bare lukke dem ud i naturen om natten. Og da slet ikke i områder med ulve, fastslår Niels Søndergaard.
Han understreger, at det er klart, at folk, der arbejder med hunde - herunder jægere - er meget opmærksomme på de udfordringer ulven som toprovdyr kan vise sig at være for hundene. Som det også gælder i andre sammenhænge, er det derfor nødvendigt at blive klogere på ulvens adfærd og hvorledes vi undgår, at mødet mellem ulv og husdyr fører til ulykker. Det har negative konsekvenser for alle parter.
I det tilfælde, at en hund måtte blive angrebet af ulv, er det værd at bemærke, at definitionen af en problemulv under alle omstændigheder vil bero på en konkret vurdering, jf. forvaltningsplanen for ulv fra 2014. Jægerforbundet ønsker en klarere definition på hvordan man skal forholde sig til et igangværende ulveangreb på hund eller husdyr.
Ingen problemulv på spil
Netop pointen om det tilfældige møde gør da også, at SGAV ikke mener, at der i disse to konkrete tilfælde er tale om en problemulv.
- Det havde været en problemulv, hvis den havde angrebet en hund, der befandt sig i en indhegnet have, var i snor eller var under fuld kontrol fra hundeejeren. Vi vurderer, at der i begge tilfælde er tale om tilfældige møder mellem hund og ulv, hvor hundene har løbet frit uden menneskeligt opsyn, og hvor ulvene ikke har udvist opsøgende og unormal adfærd. Vi vurderer derfor ikke, at der er tale om en problemulv. Jeg har stor forståelse for, at det er forfærdeligt for de to hundeejere, og vi styrker nu vores kommunikation om, hvordan man kan passe på sin hund i områder med ulve, siger Jens Skovager Østergaard, kontorchef i SGAV i en pressemeddelelse.