Havørn dræbt med forbudt gift på Langeland
En ung havørn er fundet død på en mark nær Rudkøbing på Langeland, formentlig efter at have indtaget lokkemad med det stærkt giftige insektmiddel carbofuran, som har været forbudt i EU siden 2008. Sagen er anmeldt til politiet, og Danmarks Jægerforbund ser fundet som et alarmerende tilbageskridt, der understreger behovet for målrettet politiindsats over for dem, der skader natur og dyreliv.
Den unge havørn blev fundet 31. marts i år, men er først nu blevet obduceret på Statens Serum Institut, Københavns Universitet. Her kunne det dokumenteres, at dødsårsagen er carbofuran. Et stærkt giftigt insektmiddel, der hos fugle lammer vejrtrækningen, så de dør af iltmangel. Sagen er et tilbageslag, efter antallet af den slags forgiftninger af rovfugle ellers er faldet de sidste år.
Så sent som i 2024 kunne Danmarks Jægerforbund sammen med Dansk Ornitologisk Forening (DOF) melde, at der ikke var registreret kendte tilfælde af giftdræbte rovfugle. Det blev set som et tegn på, at øget samarbejde og fokus har haft en positiv effekt. Den aktuelle sag viser desværre, at arbejdet langt fra er ovre, og at indsatsen bør skærpes både politisk og efterforskningsmæssigt.
Vi må ikke sænke paraderne
Formand for Danmarks Jægerforbund, Claus Lind Christensen, pointerer, at man ikke må miste fokus på giftdrabene.
- Jeg er ikke i tvivl om, at fokus fra jægerforbundet og vores samarbejdspartnere har haft en stor effekt, men denne sag minder os om, at vi ikke kan sænke paraderne,« siger han i en kommentar til fundet. »Vi vil fastholde presset på myndighederne for at sikre, at mistænkte sager efterforskes grundigt, og at domme står mål med alvoren i handlingerne.
Han ærgrer sig dog over, at der er gået så lang tid fra, at ørnen blev fundet (31. marts) til resultatet af obduktionen forelå (8. december).
- Det gør det jo næsten umuligt at efterforske sagen effektivt, hvilket betyder, at de skyldige højst sandsynligt går fri, siger han.
Naturpoliti på vej
I den forbindelse finder Claus Lind Christense det dog glædeligt, at der er afsat penge til at oprette en helt ny politienhed, som skal sikre, at miljø- og naturkriminalitet rent faktisk bliver efterforsket og retsforfulgt
- Vi kan kun bifalde beslutningen om at oprette en politienhed, der har særligt fokus på miljø- og naturkriminalitet. Danmarks Jægerforbund hilser den nye enhed velkommen, og vi vil naturligvis stille al vores viden og erfaring til rådighed for enhedens arbejde, slutter han.